USA Roadtrip: Dag 1-2 - Den lange rejse

Jeg havde talt ned siden den forårsdag jeg bestilte de alt for dyre billetter hos British Airways. Afrejsedatoen 28. juni 2017 stod mejslet i bevidstheden, og jeg havde i min underbevidsthed forberedt mig på en tur ud af min komfortzone. USA, here we come!

Uploaded af redaktionen

USA 201 uger siden

Af: Martin Madsen

Jeg havde fire gange tidligere været i USA som barn, men dengang var min far den ansvarlige rejseleder, og jeg skulle dengang bare være med på turen og nyde den på en aldeles uforpligtende måde - nu skulle jeg selv facilitere den, have styr på det meste og stå for initiativet. Det var mig, der var den erfarne udi USA, og Charlotte, der var med for allerførste gang. Ville jeg kunne finde ud af det? Ville jeg kunne trives med det? Ville det overhovedet være mig? At en tre ugers USA-roadtrip ikke kan sammenlignes med weekendture i Dublin og Milano, vidste jeg så udmærket, og derfor var jeg spændt, da vi kl. 4:00 den 28. juni kørte fra indkørslen lidt udenfor Thisted mod Billund Lufthavn.

Mine forældre kørte Charlotte og jeg på lufthavnen på dette ukristelige tidspunkt. Min mor elskede USA så meget, at hun under ingen omstændigheder ville gå glip af en køretur til Billund og den stemning, der følger med. Alt mens min far, der er gammel lastbilchauffør, elsker disse køreture, der giver ham mindelser om de gamle dage på vejen. Så selvom Charlotte og jeg sov det meste af vejen, så holdt mine forældre humøret oppe på forsædet.

Kort før Billund begyndte jeg at fryse, og jeg kunne mærke jeg skulle på toilettet. Præcis den samme følelse jeg havde haft inden jeg første gang nogle uger før som adjunkt på EUC Nordvest skulle eksaminere mit første samfundsfag-hold, og præcis den samme følelse jeg havde haft inden første date med Charlotte. Jeg var nervøs, selvom jeg et par måneder forinden havde fået lov til at organisere en studietur til Prag med arbejdet som træning. Når vi blev sat af, så var vi billedlig talt hoppet ud af flyveren og ventede på, at faldskærmen ville folde sig ud.

Alt gik naturligvis helt som planlagt, og efter et par timers planlagt overlay i London, var vi på vej til Denver. Her fik jeg lov at genopleve glæden ved dårlige flysæder og 10 timers flyvninger, som jeg heldigvis havde forberedt Charlotte på, men derudover ellers lykkeligt fortrængt. Stewardesserne kiggede meget på Charlotte, der rejste med sin studenterhue hun havde fået på hovedet et par dage før. Ved landing måtte stewardesserne lige have afgjort deres interne væddemål - var det en garderhat eller noget med fuldendt uddannelse?

Kort før landing begyndte en småsnak på tværs af flyet. Snakken var forårsaget af akut opstået tørhed i alle halse, og det skulle naturligvis adresseres. Hvis man kan forestille sig, at man har gået hele dagen uden at drikke og pludselig bliver tørstig, så beskriver man meget godt denne knastørre bjergluft, som kendetegner Midtvesten og som slår ind i det sekund man med flyet bryder igennem det fugtige skydække. Luftfugtigheden er meget lav, og de første par dage går det i halsen - indledningsvis tænker man, om krilleren i halsen betyder, at man er ved at blive syg, men sådan er det heldigvis ikke.

Donald Trump var netop blevet præsident i USA på dette tidspunkt, og derfor var der ekstra fokus på immigration. Det tog en lille time at komme igennem, men bortset fra tiden, så gik det egentlig smertefrit. Vi fik hentet vores kufferter, og så var vi ellers klar til at finde hotellet. Hotellet lå tilsyneladende i gåafstand fra hotellet og her skulle vi overnatte, inden vi dagen efter skulle ud og hente vores udlejningsbil. Det hele endte med, at vi måtte tage en relativt dyr taxa ud til Microtel Inn, og næste dag vente halvanden time på en shuttle-bus, der kørte os tilbage til lufthavnen for at hente bilen kl. 12.

Lad det være sagt med det samme. Lad være med at gøre sådan!

I USA har biludlejning som udgangspunkt døgnåbent i større lufthavne, og som udgangspunkt er alt baseret på, at man skal køre derhen. Hvis dette ikke er muligt, så går der med 100% sikkerhed en shuttle-bus derhen, så det er gjort så nemt som muligt for alle. Da jeg planlagde dette i foråret 2017 glemte jeg, at USA ikke er Europa, og da jeg opførte mig som en europæer, endte vi med en masse spildtid og en taxaregning, der kostede mere eller mindre det samme som i Danmark. Hent altid bilen som det første! Det har vi gjort lige siden!

Døgnrytme og Walmart!

Når man rejser til USA, så får man en lille gave med i hånden. Og det er, at døgnrytmen forskydes til den gode side. Første morgen i USA vågnede vi således kvart over 5 om morgenen og var helt veludhvilede - på en god tur sørger man for at holde denne kadence et par uger ind i turen, så man får mest ud af det. Har man kørsel fra morgenstunden, så kan man lige så godt komme ud af døren, så dagene bliver længere!

Første dag i USA bød på en række pligtopgaver. Der var 31 graders varme og ingen vind, så en køletaske med is og sodavand bagi bilen er simpelthen et must. De 31 graders varme er dog egentlig meget behagelige, da den lave luftfugtighed gør, at man ikke på samme måde som i Danmark sveder klamt. Samtidig skulle vi have styr på noget telefoni.

I 2017 var der ingen danske selskaber, der udbød telefonidata i USA, og derfor måtte vi snarest muligt efter vi havde fået fat i bilen hen til det største teleselskab i USA AT&T for at få fikset et par månedsabbonnementer, der varede mens vi var derovre. Vi ville ikke risikere at fare vild, fordi vi ikke kunne bruge GPS, og vi ville under ingen omstændigheder skulle gå fra hus og hjem, fordi vi havde benyttet afgrundsdyr roaming. Det handlede om tryghed. Vi købte derfor det man på amerikansk kalder et prepaid-abonnement. Det kostede kassen (600 kr. for en måned), men da vi var ret afhængige af det for at kunne bruge GPS fra en Iphone, så betalte vi gladeligt. Det tog dog ret lang tid at få styr på det, og det kan godt irritere mig den dag i dag. Heldigvis er det sådan i dag, i 2020, at flere danske telefoniselskaber tilbyder abonnement med dansk data, og det har vi da også her i huset, så fremover er vi forskånet for at bruge flere timer hos enten AT&T eller konkurrenten Verizon. Mine udregninger har i al fald vist, at det sagtens kan betale sig at skifte abonnement hjemmefra

Efter vi havde ordnet telefoner, skulle vi en tur i Walmart. For de, der ikke har været i USA, kan jeg fortælle at WalMart nærmest er Bilka på steroider, hvor man kan købe alt mellem himmel og jord og i store mængder. Om du skal bruge møbler, våben eller traktordæk, så har Walmart hvad du behøver. Vi fandt ret hurtigt en køletaske og købte 5 kg. is for 2 dollar, og en masse energidrikke, sodavand og almindelig vand. Drikkelse er ligesom meget andet ret billigt i USA, og derfor er der ingen grund til at gå og tørste derovre! Der er dog meget udefinerbart sukkervand, som vi ikke har i Europa, og som er sødet i et omfang, det er svært for en dansker at kapere. Derfor nøjedes vi med det kendte


Jeg havde været i Walmart førhen, og kendte derfor godt stedet, men for Charlotte var det første gang, og jeg husker stadig, hvordan hun gjorde store øjne over de mængder, udvalg og produkter stedet kunne tilbyde. Mange fordomme om USA gøres hurtigt til skamme i en Walmart. Mange amerikanere er overvægtige, ja, men når det kommer til udvalg, så er det faktisk markant lettere i USA at holde den slanke linje end det er i Danmark. Grøntsagsafdelingen i enhver Walmart er enhver jeg nogensinde har set i Europa overlegen. Men omvendt er der også markant mere dårligt brød, fede kager og massive grillkyllinger på spyd. USA er et samfund, hvor du i Walmart har alle valgene - det er op til dig selv at træffe dem.

I denne Walmart i Aurora, Colorado mødte vi også for første gang noget af det smukke ved USA, den massive forskelligartethed, der præger hver en stat. Netop som vi gik og fascinerede os af forretningens størrelse, så vi ret fremfor os og så en mennorit-pige, som stod i sit ungpigetøj som taget ud af 1920’erne eller før. Særligt Charlotte gjorde store øjne, og pigens helt blege ydre åbenbarede, at hun ikke lå i varmen og tog sol til dagligt, selvom hun virkelig kunne trænge til det. Menonitter kan vel bedst beskrives for udenforstående som en slags Amish-light folk, som i det store hele afsværger sig det moderne liv - omvendt gør de undtagelser i form af biler og elektrisk lys. Denne Laura Ingalls-lookalike var det første givende kulturchok vi mødte på turen, og gav os en forsmag på de oplevelser, turen ville byde på.

Da vi ud på eftermiddagen var klar til at forlade stor-Denver var planen klar. Vi ville køre ud til Estes Park, hvor Stanley Hotel ligger, og dernæst køre nordpå mod Wyoming for at finde overnatning i Cheyenne. Der var ikke mere en halvanden times kørsel, som er meget lidt i USA, og kun godt tre timer i alt, hvis vi skulle ende i Cheyenne.

Charlotte, som er forfatter, er meget stor Stephen King-fan og derfor var det en drøm for hende at se det hotel, der lagde grund til Stephen Kings bog Ondskabens Hotel, som også senere er blevet til en storfilm med Jack Nicholson i hovedrollen. Naturruten ud til Estes Park var smuk, men kringlede veje og bjergsider, og lejlighedsvis en flod, hvor man kunne river-rafte. Der var også skilte, der viste bjørne - og faktisk oplevede en turist nogle dage senere, i netop det område, at der kom en bjørn og forsøgte at trække den noget chokerede turist ud af hans sovepose. Det lykkedes ham dog at skræmme bjørnen væk, og der skete ikke mere end det, heldigvis.

Det var i Estes Park vi første gang stiftede bekendtskab med USA’s hyppige vejrskift. Der er markant større udsving i det amerikansk fastlandsvejr, og den torden vi kender fra Danmark kan vi gange med 10, når vi har med USA at gøre. Dertil kommer tornadoer, 10 meter sne og andre vejrfænomener vi heldigvis er forskånede for i Danmark. Pludselig husker jeg, at den blå himmel over os forsvandt og kulsorte skyer med lyn og hagl erstattede solskinsvejret. Vi sad i bilen med aircondition tændt, mens det skiftevis haglede, regnede og lynede, mens det stadigvæk var 30 graders varme. 10 minutter senere klarede det op. Har man været i USA vil man kunne nikke genkendende til dette fænomen, der også gør, at langt de fleste amerikanere har vejr-apps installeret på deres telefoner, hvis de skal ud længere tid af gangen.

Vi overvejede at overnatte på Stanley Hotel, men 170 dollars synes jeg alligevel var lige pebret nok. Vi kørte derfor mod nord og endte på Motel 6 i Cheyenne, hvor vi fik lov at bo for knapt det halve. Vi gik i Walmart igen, og begik her endnu en fejl, der kom til at påvirke vores tur - og navnlig vores fysiske helbred - i negativ retning.

Maden i USA er nemlig ikke magen til maden i Danmark, selvom den ser sådan ud! Mere om det i næste afsnit.