Mod Kilimanjaros top

At bestige Afrikas højeste kræver viljestyrke og hårdt arbejde, men gør du det, er den oplevelse, der vil sidde i dig resten af livet. Læs om op vejen til toppen, højdesygen og de tårer, de færreste kan holde tilbage på Kilimanjaros top
Tanzania 218 uger siden

 Af Marianne Frisenvang, indehaver af Frisenvang og rejseentusiast 

Det er den generelle opfattelse, at alle med blot en almen god kondition kan bestige Kilimanjaro. Derfor siger jeg straks ja, da jeg sammen med 14 andre glade danskere bliver inviteret med på denne enestående oplevelse. Men da det først går løs, skal det vise sig, at jeg og de øvrige "ekspeditionsdeltagere" må sande, at man, ud over at have en god fysik, også skal være mentalt indstillet på at højden på bjerget kan have en uvant indvirkning på både kroppen og den mentale tilstand.

Den grundige forberedelse

Kilimanjaro er med de 3 vulkantoppe og med sine næsten 6 km Afrikas højeste bjerg men også verdens højeste fritliggende bjerg. Kilimanjaro ligger ikke i en bjergkæde, men er nærmest smidt ned midt på savannen i Tanzania.

Da toppen alene kan bestiges til fods, og der absolut intet er at købe undervejs, er det vigtigt at være grundigt forberedt hjemmefra. Ingen af gruppens deltagere har tidligere været på denne type rejse, så alle har checket vaccinationskort, skaffet udstyr til turen og gået de nye vandrestøvler til.

De 5 dages vandring og klatring til toppen vil bringe os igennem 5 forskellige klimazoner, og vi skal på de få dage kunne håndtere temperaturer fra +30 til -15 grader. Da vi maksimalt må medbringe 15 kg hver inkl. liggeunderlag og sovepose, bruger jeg rigtig lang tid på at beslutte, hvad der skal med i rejsetasken. Vi har et filmhold på 4 personer med i gruppen, og de skal desuden sikre solceller til opladning af batterier og rigeligt med hukommelseskapacitet til kameraerne.

Efter nogle måneders intens planlægning i samarbejde med turens hovedsponsor Afrika-Safari står vores lille gruppe en tidlig morgen klar til afgang fra Københavns lufthavn. Vi sætter kurs mod først Istanbul og derefter til det endelig rejsemål Kilimanjaro (ja, der er en lufthavn, der betjener Kilimanjaro), hvor vi lander et par timer efter midnat dagen efter.

Første dag går med at sove længe på hotellet i den lille by Moshi, som danner base for hovedparten af alle mennesker, der bestiger Kilimanjaro. Flere af os lejer soveposer og store plasticposer til vores tasker. Det er helt essentielt at holde taskerne fri for vand, bliver tøjet først vådt er der meget ringe chancer for at få det tørt igen. Vi slapper af ved poolen, og får den første briefing omkring turen til bjergtoppen fra vores to chefguider Ramadhan og Johnny. Det er en enestående aften, og vi går uden for hotellets indgang og har den mest fantastiske udsigt til Kilimanjaro, som ligger så smukt der i solnedgangen med sne på toppen. Det er først nu, at det for alvor begynder at gå op for os, at vi i morgen skal bestige et bjerg. Jeg må indrømme, at jeg selv får en lille smule mavepine ved tanken.

Turen gennem regnskoven i langsomt tempo

Næste formiddag ankommer vi til Machame Gate (indgangen til Kilimanjaro) som ligger i 1490 m højde.

Vi indskriver os, lægger de udleverede madpakker i dagsrygsækken og begynder første dags vandring mod toppen. Turen går gennem regnskov, som dog er på den første del af turen virker ganske tør, men omgivelserne er meget grønne og utroligt smukke. Dagens vandring er på 18 km, og vi skal stige næsten 1500 højdemeter.

Vores garvede 60-årige guide Felix er i dag, som alle de øvrige af turens dage i front, og hans langsomme tempo er til stor irritation for mange af os. Den ene af vores fotografer, overhaler Felix for at lægge sig i spidsen i et lidt hurtigere tempo. Denne ekstra ”anstrengelse” kommer han senere til at betale for, han er nærmest udbrændt allerede på dag 2. Så det er ikke uden grund, at de meget erfarne guider igen og igen siger ”pole pole”, hvilket betyder langsomt. Der er langt til toppen, og højden vil meget snart begynde at påvirke os.

Efter knap 6 timers vandring ankommer vi til den første lejr Machame Camp i 2980 m højde, hvor Zara Tours mandskab allerede har slået telte op og lagt vores tasker klar. Vi overnatter i 2-personers telte med et lille fortelt, hvor vores tasker kan stå i tørvejr. Tomas har været så sød at give mig pladsen ved siden af hustruen Maria, så vi som de eneste 2 kvinder i gruppen deler telt.

Vi er i regnskoven og jorden er temmelig mudret, så alt bliver beskidt, og kondensvand på indersiden af teltet kan hurtigt gøre både tasker og indhold vådt. De kommende dage bliver telt, underdug og vores tasker mere og mere mudrede, og vi får hurtigt en rutine. Til stor morskab for resten af gruppen tørrer vi hele teltet af med vådservietter, før vi pakker liggeunderlag og soveposer ud. Jeg behøver nok ikke at fortælle, at der kommer tilråb som "typisk kvinder" og "I er altså på telttur".

En 62 personers supportgruppe sørger for vores ve og vel

Zara Tours supportgruppe, der skal hjælpe os til toppen af Kilimanjaro, består af 62 personer, heraf 7 meget erfarne bjergguider, som udviser en fleksibilitet og støtte, som jeg ikke troede mulig under så svære forhold. Hovedparten af personalet er bærere (portere), som slæber vores oppakning, sovetelte, mad- og køkkentelt samt toiletter til de af os, der ikke kan overskue at skulle bruge et stinkende hul i jorden.

Det er en gruppe hårde drenge. Hver morgen, når vi sætter kurs mod næste camp, pakkes hele lejren ned og efter 1 time begynder porterne - med 24 kg på hovedet - at passere os i et jævnt og noget hurtigere tempo, end vi bevæger os i. Det er imponerende at opleve, hvordan disse slanke og seje mænd bestiger bjerget som var de bjerggeder. Køkkenpersonalet forkæler os med snacks og te, når vi ankommer til en ny lejr, f.eks. har pop-corn fået en helt ny mening for os alle.

De første dage bliver der bragt frisk mad op til lejren hver dag, men de sidste dage kan selv en hurtig porter ikke nå op til lejren samme dag. Hver aften får vi 3 rettes middag, som i takt med at råvarerne bliver brugt op, bliver mere og mere ensartede, men stadigvæk er så god, at maden glider ned. Alt er godt og grundigt tilberedt, de udtørrede og hårde kyllingelår kræver et godt tandsæt, men takket være den gennemstegte og godt kogte mad får ingen af os maveonde. Vandforbruget i form af kogt flodvand estimeres til 4-5 L pr. person, og den store mængde er blandt andet medvirkende til at holde højdesygen væk.

Vandet bliver leveret udenfor teltet i vores drikkedunke hver morgen. Ingen tvivl om at chefkokken og hans personale er travle fra morgen til aften.

Højden begynder at kunne mærkes

Den anden dag med vandring går gennem et stenet og lidt stejlere terræn. Her er fortsat frodigt, først på tredje dag, begynder det at tynde kraftigt ud i vegetationen. Denne dag går vi gennem et klippefyldt og meget øde landskab med en stabil opadgående hældning. Der er utroligt smukt, barsk og vindblæst. Der kommer et kraftigt regnvejr undervejs, så vi må stoppe og klæde både os selv og rygsækkene i regntøjet.

Turen ender ved Lava Tower, som er et vartegn for en urgammel vulkansk aktivitet. Kokkene og porterne er ilet i forvejen og har slået vores madtelt og toiletter op, så vi bliver budt velkommen med varm te og frokost. Dette er vores første dag over 4 kilometers højde, og flere i gruppen er tydeligt mærkede af den tynde luft. Enkelte er blege og har kraftig hovedpinde. Flere har kvalme og kaster op. Vi er blevet briefet omkring de symptomer, der kan følge med den tynde luft i højderne. Den manglende ilt vil typisk give kvalme, svimmelhed, hovedpine, åndenød og søvnbesvær. Det er ubehageligt men ikke farligt, og guiderne Johnny og Ramadhan har styr på vores tilstand.

Hver morgen og aften får vi målt iltindholdet i blodet samt får taget puls, det er som at være til eksamen to gange om dagen. Pegefingeren placeres i et lille målerapparat som efter ca. 10 sekunder afgør, om du kan få lov til at fortsætte turen eller ej. I Danmark ved havets overflade, ilter vi typisk blodet 100%. I takt med at vi kommer højere op ad Kilimanjaro, stiger pulsen og iltindholdet i blodet falder. Det kritiske tal er 60%, hvis en af os kommer så langt ned, er der fare for højdesyge. Det er en tilstand, man skal tage meget alvorlig, da den i værste fald kan være dødelig. Eneste ”medicin” er at skynde sig ned i lavere luftlag.

Kommer en af os i det kritiske område, vil én af guiderne tage turen ned af bjerget med den uheldige. Kroppen vænner sig langsomt til det lavere indhold af ilt, hvorfor det er vigtigt at foretage opstigningen langsomt. Hver dag går vi til en højde, der typisk ligger 100 m. over den højde, vi den samme dag skal overnatte i, da kroppen dermed i kortere tid er blevet udsat for højden. Selv om mange af os har ubehag på dag 3, er ingen af os heldigvis i nærheden af skulle vende næsen mod havets overflade.

Basecamp: Sidste stop før toppen

Vejen til toppen af Kilimanjaro er primært stejl vandring, men enkelte steder skal turen klares ved decideret klatring. Barranco wall er en relativt stejl klippe, som vi skal over for at komme videre mod Base camp. Denne del af turen har jeg personligt frygtet mest, og Maria er heller ikke tryg ved udsigten til den stejle klippeside, som vi har overnattet for foden af. Vi hjælper hinanden med at vaske hår liggende på knæ foran den store stejle klippe, og da jeg lider af højdeskræk, overvejer jeg alvorligt, om det er nu jeg skal vende om.

Med megen overtalelse fra hele holdet og forsikringer fra guiderne om, at det faktiske ikke er så slemt, beslutter jeg at give den en chance. Maria og jeg får begge vores egne guider, som skal hjælpe os de steder, der er specielt stejle. Jeg kunne personligt ikke have klaret den del af turen uden min guide. Jeg er 1,56 m høj, og flere steder er mine ben ganske enkelt for korte til at kunne nå fra den ene klippe til den anden. Både Maria og jeg føler os trygge ved at få lidt ekstra støtte fra vores to guider Said og Mmassa.

På dag 5 når vi ved frokosttid endelig Base camp, som ligger på en smal og klippefyldt højderyg, hvor vinden river og rusker i teltene. Vi ser nu direkte op på den smukke sneklædte bjergtop, som vi skal bestige i løbet af de næste timer. Eftermiddagen tilbringer vi i vores telte for at hvile ud og gøre os klar til natten. Maria og jeg ser på hinanden og smågriner lidt, det er for alvor her det går op for os, hvad vi har kastet os ud i.

Kl. 17 er der tidlig aftensmad, og alle går retur til teltene for at få et par timers søvn. Vi bliver vækket kl. 22.30 og mødes i spiseteltet for den sidste briefing. Alle har taget ekstra mange lag uldtøj på og har pandelamperne klar. Lidt før midnat begynder vi den sidste opstigning til toppen. Vi går i en lang række med Felix i front, og de næste 7 timer går vi som ”lemminger” op og op ad en stejl bakke, der bedst kan beskrives som en upræpareret sort piste med sne og klipper.

Vejret er helt klart og over samt omkring os er der den flotteste stjernehimmel. Vi går langsomt, faktisk helt utroligt langsomt, og alligevel hiver vi efter vejret. Det mærkes tydeligt, hvor tynd luften er. På denne udmattende tur kommer mange af os igennem flere personlige kriser. Vi skal stige 1200 højdemetre, hvilket er virkelig meget på så kort tid, og man får nærmest en ”ude af kroppen” oplevelse i takt med at de fysiske symptomer bliver værre og værre.

Ved 5700 m bliver jeg pludselig voldsomt svimmel, og jeg må holde guiden i hånden resten af turen til toppen, da jeg er nervøs for at falde om. Maria har en slem kvalme og alle har det skidt på den ene eller anden måde. Da vi endelig når mellemstationen Stella Point på kraterkanten ca. 100 m fra toppen, er vi udmattede men også høje over, at vi klarede det hertil. Man er der næsten, men alligevel er det ved dette stop, at en del mennesker står af og ikke gennemfører det sidste stykke helt til toppen. Vi er dog en sej gruppe med stærke spillere, og de af os som har svært ved at overskue det hele, bliver overtalt til og støttet i også at gå med det sidste stykke vej.

På toppen står vi overstadige og rørte

Efter et kort stop er Felix atter på vej. De sidste 45 min tilbagelægges i ekstremt langsomt tempo, som føles som en evighed, men alligevel når vi toppen af Kilimanjaro - det der hedder Uhuru Peak - da solen står op fra en skyfri himmel. Det er ganske enkelt enestående og utroligt smukt, tænk at vi har været så heldige med vejret og turen op til toppen.

Lettelsen over at vi alle 15 har klaret det og nu står samlet på toppen, gør os overstadige og samtidig rørte. Næsten alle fælder en tåre eller to. Og så skal det gå stærkt med at få taget billeder, inden vi skal nedad igen. Det anbefales maksimalt at blive på toppen 30 min., da luften heroppe er meget tynd.  

Nedstigningen er stejl, vi småløber, glider i sne, grus og sten de tre timer, det tager at komme retur til Base camp. Her får vi to timers hvile, hvorefter der skal pakkes sammen, spises frokost og så er der 15 kilometers vandring nedad til den sidste overnatning på bjerget. Turen ned er hård, vi har stort set ikke sovet i over et døgn, og turen til toppen sidder i kroppen. Vejen er stenet og ca. hvert femte skridt, er et stejlt trin ned af en klippe eller en sten. Det er hårdt for både lår og knæ, og for mig personligt er disse 15 km. klart de hårdeste på hele turen.

Efter endnu en overnatning og en for alle virkelig god nats søvn, går vi de sidste 15 stejle km nedad til gaten, hvor vi bliver mødt af Zara Tours personale med en kasse iskolde Kilimanjaro øl, mousserende vin og snacks. Alle giver slip, og stemningen er på det nærmeste euforisk, vi har sammen været på en tur som for altid vil være en af de største oplevelser i vores liv.