Jeg har bevæget mig op ad en skråning på ikke mere end en 15 meter, men her på toppen må jeg tage mig til knæene. Jeg hiver efter vejret. Til mit forsvar, ud over at være i utroligt dårlig form, har jeg bevæget mig ud af en sti hvor sneen går mig til knæene, og enkelte steder til hofterne. Her kunne jeg være alene. Jeg tager en dyb indånding og læner nakken bagover for at kigge op på himlen. Jeg kigger på den absolut klareste stjernehimmel jeg nogensinde har set. Jeg glemmer at mine tæer er iskolde, fordi jeg valgte at tage de pæne støvler med, i stedet for de varme, mere campingsmarte støvler med.
Stjernehimlen heroppe er en af de klareste man kan finde, på grund af den ofte skyfrie himmel og at der absolut ingen lysforurening er. Vi er ude midt i ingenting, og stjernehimlen er overvældende herfra.
Jeg overvejer et øjeblik om jeg mon har pletter for øjnene, efter gåturen herop, eller om det kan passe der er en lille tåget plet der et sted mellem alle stjernerne. Jeg gnider mig i øjnene et øjeblik og kigger op igen. Ganske rigtigt. Den grålige plet har udviklet grønne nuancer. Nu sker det.
Jeg afventer og bliver ved med at kigge på pletten. Øjnene flakker en gang imellem ud på resten af stjernehimlen. Stilhed, ingen lyd, ingen lys, kun himmel. Jeg lægger mærke til at jeg kan hører snefnug lande på min jakke. Så sker det. Himlen eksploderer i neongrønne og rødlige farver. Det er nordlyset, Aurora Borealis. De danser og snor sig langsomt og levende på himlen. De begynder at danne former. Som gardiner i vinden, som lange tynde penselstrøg eller spiraler i himlen. Det er stort. Stort og altomfattende. Jeg får et sug i maven og bliver overvældet af synet. Jeg har aldrig fældet en tåre til naturen før.
ABISKO
Abisko ligger i det svenske Lapland 250 km nord for polarcirklen, og 23,5 timer med tog fra København. Toget holder på et trinbræt lige foran Abisko Fjeldstation, Svenska Turist Förenings største og ældste overnatningssted i Sverige. Her skal vi bo i en uge.
Toget holder stille på stationen mens vi bevæger os mod hotellet. På vej derhen kommer der hurtigt et bjerg til syne bag toget. Det er Mount Nuolja, hvor man kan tage skiliften op om aften og komme endnu tættere på nordlyset.
Skiliften tager 20 minutter at rejse med, og her om vinteren er det påkrævet at man tager en termoflyverdragt på, som de udleverer til dig. Abisko Fjeldstation er et hotel og hostel der inviterer til eventyr. De ligger ikke bare midt i en af de smukkeste nationalparker i Sverige. De ved også hvordan man skal opleve den. Du kan komme på guidede vandreture, langrendsski, aurora jagt, lær-at-tage-gode-billeder-af-naturen-og-nordlyset-ture, snescooterture, hundeslædeture og meget mere.
Alt sammen med chance for nordlys dansende over hovedet på dig. Jeg selv har bl.a. været på vandreture og besøgt en funktionel Sami camp, hvor vi red i slæde trukket af rensdyr og lavede mad over bål, på traditionel samer manér. Fjeldstationens guider er nogle af de bedste naturformidlere jeg har mødt, og formår virkelig at gøre livet nord for polarcirklen attraktivt.
Alligevel er en af mine yndlingsaktiviteter deroppe at sidde i en af deres mange rolige pejsestuer, smide birkebrænde i pejsen, og læse en bog. Alt imens jeg holder øje med himlen igennem panoramavinduerne og venter på nordlyset skal vise sig.
Jagten på lys
En morgen vågner jeg ved at min kæreste rusker mig ud af min søvn. Jeg har sovet tungt i den nederste køje og polarnatten med sine 21 timers mørke, har gjort både krop og sind træt. Vores to venner sover stadig i køjesengen overfor.
”Du skal se det her!” siger hun med så store øjne jeg aldrig har set dem før så tidligt om morgenen. Hun trækker ud i gardinet og fører mit blik ud og op på himlen. Jeg kniber øjnene sammen da det allerede forsvindende dagslys falder på mit ansigt. Der, på en næsten skyfri himmel, ser jeg hvad der mest af alt ligner benzinpletter i en vandpyt.
Himlen er plettet til med regnbuefarvede klatter af lys. Aldrig har jeg set noget lignende. Vi kom op for at se nordlyset, og her står vi og overvære et lysfænomen vi ikke anede eksisterede. Vi glemmer at tage både uldundertøj og jakker på i farten, da vi springer ud og tager billederne.
Polarstratosfæriske skyer, eller Perlemor som svenskerne kalder det, er et sjældent fænomen, som for det meste opstår under polarnatten i de koldeste områder på jorden. Disse utrolige selvlysende skyer dannes når temperaturen 15-25.000 meter oppe i stratosfæren, når minus 80 grader. Her krystalliserer vand sig og blander sig med salpetersyre i stratosfæren. Når lyset fra den lavthængende sol lyser op på disse vandkrystaller, danner det en form for lys-igennem-en-prisme-effekt.
Vi var glade da vi hørte nogle af guiderne snakke om, at det var et af de mest intense eksempler på perlemor, de nogensinde har set. Abisko er et af de absolut mest interessante steder at jagte lys. Om sommeren er der midnatssol, altså lys 24 timer i døgnet. Om vinteren er der ingen sol, men til gengæld danser atmosfærisk lys i mange former og afskygninger for dig. Nordlys er elektrisk ladet partikler der bliver sendt fra solen. Polarstratosfæriske skyer er sollys igennem iskrystaller. Ja man kan jo sige at solen ikke kan lade være med at gøre sig bemærket, selv i de mørkeste tider. Som et lille brev der husker os på, at solen stadig er her, og nok skal komme igen.
Jeg er altid blevet påvirket af lys og vejr herhjemme i Danmark. Her er mørkt og koldt og man glemmer hvordan solen ser ud. Men denne tidlige januar tog jeg hjem fra Abisko og glædet mig til at komme hjem til hvad der nu føles som lange, lyse og varme vinterdage. Men det er jo en af de glæder man får ved at rejse, man ser sit eget land og sin egen tilværelse, i et nyt lys.
