På cykelferie gennem Skotland

Fire dage på den tohjulede gennem Skotland var en fantastisk og ofte uforstyrret måde at opleve højlandets smukke omgivelser og dets små, autentiske byer.

Rejsepostens redaktion

Skotland 207 uger siden

Af Marianne Frisenvang, indehaver Frisenvang og rejseentusiast

Ferie på den tohjulede

Vi har prøvet det før at tage på en ferie, hvor cykelture udgør er en stor del af fornøjelsen. Det er for os den perfekte måde at bevæge sig rundt på. Man får masser af motion med dertilhørende ekstra god appetit og dermed den fulde ”ret” til at spise igennem. En cykeltur giver en helt anden oplevelse af omgivelserne, end hvis man kører i bil eller tog. Man får alle dufte og lyde med, og der er ingen tvivl om, at det kan mærkes, når der er modvind, eller der er en stejl bakke, der skal forceres.

På en rejse til det nordlige England har vi valgt at gennemføre en del af rejsen i Skotland på cykel og starter ud i Balloch ved den smukke Loch Lomond – Skotlands største sø. Valget at faldet på luksuspakken, hvor vi to udgør vores egen gruppe, men med prebooked overnatninger, levering af cykler til hotellet og bedst af alt, transport af vores baggage mellem byerne. Dette betyder, at vi blot selv skal cykle med dagsoppakningen, hvor bl.a. regntøj og gummistøvler er en vigtig bestanddel.

Vores guide møder os på hotellet med de 2 cykler, der skal transportere os fra Balloch til Pilochry. Der er sadeltasker til oppakningen og vi får et hurtigt kursus i, hvordan man skifter hjul samt lapper et dæk. Det er godt at have styr på, hvis uheldet er ude på en øde skovsti. Desuden får vi udleveret en detaljeret rejsebeskrivelse samt et super godt kort, som viser den rute, vi skal cykle dag for dag samt en illustration af, hvor vi skal træde ekstra i pedalerne pga. bakker med pæne hældninger.

Vi bliver forvisset om, at vi formodentlig slet ikke vil have behov for hverken beskrivelse eller kort, da cykelruterne i Skotland er yderst godt skiltede. Og det skal vise sig at holde ganske godt vand. Vi skal følge CR7 (Cyckling Route 7) og på hele turen gennem skove, langs søer, gennem byer og langs med markerne, er vi ikke en eneste gang i tvivl om, hvilken vej vi skal køre. Selv på de små skovstier sidder der et fint rødt og blåt skilt på et træ eller en pind, hvis vi skal skifte retning.

Line Frisenvang

Dag 1: 30 kilometer fra Balloch til Gartmore

Første dag lægger vi blødt ud med at køre knap 30 km. Vi forlader Balloch og Loch Lomond og kører ind i landet i Nordøstlig retning. Vores skriftlige guide siger, at turen er flad, hvilket vi nu ikke er helt enige i, men vi tager det stille og roligt, kører på små biveje, langs med marker og stengærder og hilser på ikke så få får undervejs. Vi når efter et par timers kørsel frem til Drymen, hvor vi spiser på den skønneste lille kro The Clachan Inn, med den sødeste betjening og ret fornuftig Pub food.

Sidste del af turen denne dag er 50 procent op af bakke og tilsvarende ned ad igen ad en lang skøn bakke, indtil vi når dagens overnatningssted The Old Manse i Gartmore. Et virkelig dejligt lille privat B&B med et pragtfuld ældre ægtepar, der tager imod os, som var vi gamle venner.

Dag 2: 50 kilometer fra Gartmore til Kingshouse

Næste dag skal vi køre fra Gartmore til Kingshouse en tur på lidt over 50 km. Vi starter fint på landevejen med at køre ned ad bakke og fortsætter ind i et smukt skovområde, hvor vi kører forbi et smukt vandfald og mellem træerne i et støt stigende terræn. Vi kører i første gear (cyklen har 22) i ca. halvanden time for til slut at nå trætoppene i pæn højde. En drøj men smuk og meget fredelig tur. Vi møder ikke ét eneste menneske på hele turen. Derefter går turen ned ad igen af en grusvej, og inden vi når til næste by kører vi langs to store og meget smukke søer Loch Drunkie og Loch Venacher. Ruterne lands søer, som vi heldigvis har fornøjelsen af stort set hver dag, er uden tvivl de smukkeste dele af turen, og vi stopper flere gange undervejs for at tage billeder og bare nyde udsigten. Vi gør stop for at spise frokost i Callander.

Endnu en sø venter os, og vi cykler ad de fineste asfalterede stier hele vejen langs Loch Lubnaig ad en dejligt flad rute, så vi kan give den gas og samtidig nyde udsigten uden af få sved på panden. Vi gør et lille stop med en portion hjemmelavet is i byen Strathyre. Isen er uden tvivl af god kvalitet, men Skotland har de åbenbart en forkærlighed for is med kraftig smag af essens af f.eks buble gum og mynte, som virkelig smager syntetisk. 20 min. senere når vi dagens overnatningssted Mhor 84 motel som ligger i en by uden noget som helst andet end få huse og vores motel. Heldigvis er værelserne rigtig fine, nye, rene og pæne, desuden er maden rigtig god.

Line Frisenvang

Dag 3: Kingshouse til Kenmore

Endnu en dag på knap 50 km venter os, og vi kører afsted i god tid. Kortet fortæller, at der vil komme en meget lang og stejl stigning i starten af turen, så vi ruster os mentalt til denne udfordring. Stigningen er ganske rigtig meget stejl, så stejl at vi må trække cyklerne, men efter 5-10 min. er vi på toppen af en højderyg og kører nu dér, hvor der i tidligere tider var anlagt en jernbanelinje. Vi cykler ad en lang cykelsti af god kvalitet og kører parallelt med bilerne langt nede. Dette er endnu en tur med adskillige timer kun i selskab med os selv, det er den rene luksus.

Kortet har advaret os om endnu en brat stigning, men af en eller anden grund kommer den aldrig for pludselig når vi til Killin. En idyllisk og smuk gammel by beliggende ved en rivende flod. Vi flotter os med en velfortjent milkshake og køber sandwich, som vi vil spise på den næste lange strækning, som løber langs den store sø Loch Tay - en tur på næsten 30 km. Hele ruten foregår på en lille vej, og det går og op og ned ad bakke hele vejen. Til tider kører vi stort set ved siden af vandet, andre gange gennem skoven som løber langs søen, og en stor del af vejen ligger højt over vandet langs med store marker, stengærder og tusindevis af får, som for øvrigt er ganske høflige i Skotland, de svarer pænt, når man taler til dem.

Der er en enkelt decideret by undervejs, nemlig Craggan, den er ganske lille, men stor nok til at have en lille in/kro, hvor vi gør holdt for at få noget at drikke.Denne store sø ender ved byen Kenmore, endnu engang en by smukt beliggende og med masser af gamle huse. Vi bor på byens gamle og eneste hotel med udsigt over floden og den fine stenbro, man skal krydse for at komme videre nordpå. Hotellets restaurant er umiddelbart eneste mulighed for bespisning og her kører man med et modigt nymoderne køkken med til tider besynderlige sammensætninger. Nogle retter er ganske vellykkede og andre gange spiser man noget, som bedst kan beskrives som en anderledes oplevelse. Dog er betjeningen under al kritik, så det skal man lige indstille sig på, hvis man ender ved et bord her.

Line Frisenvang

Dag 4: 40 kilometer fra Kenmore til Pilochry

Så er vi nået til sidste dag på cykel – turen fra Kenmore til Pilochry, en mindre tur på ca. 40 km. Vi starter med for første gang at køre på en pænt befærdet vej, men det er okay, blot er vi jo så vandt til at køre på bitte små veje eller veje helt uden trafik. Strækningen er ikke så lang, så ender vi igen på de stille veje. Efter 45 min kørsel skal vi på vores første slotsbesøg, vi skal se Klan Menzies hovedbolig. Det er et lille bitte slot, helt som et sådan skal se ud, med udhængende tårne og bygget i kampesten. Vi er der i god tid og må vente lidt til indgangen åbner. Til gengæld har vi det hele for os selv, hvilket inkluderer den charmerene ældre herre, som står for stedet. Han fortæller om skotternes klansystem, de gamle traditioner og det hele er ganske underholdende og berigende. Vi ser det fine lille slot på ca. 30 min, og det kan mere end varmt anbefales at aflægge et besøg her, hvis du lige skulle komme forbi.

Dagens frokoststop finder sted i Aberfeldy, en lidt større by ved en brusende flod. Vi finder the watermill som har en dejlig bogbutik. I underetagen er der en hyggelig cafe, men endnu engang oplever vi, at man ikke skal spise frokost på cafeer i Skotland. Portionerne er små og prisen er alt for høj i forhold til kvaliteten. Sidste etape køres for en stor del langs den smukke flod og gennem små byer. Turen er relativt flad, og det går hurtigt der ud ad.

Det sidste stykke før Pitlochry kører vi på en lille kuperet grusvej mellem marker og gennem skov, en smuk rute som bringer os stort set lige ind i den relativt store men meget smukke Pilochry. Her bliver vi næste mentalt væltet af cyklen da vi kører ned ad hovedgaden fyldt med turister, butikker, pubs og restauranter, utroligt så hurtigt vi har vænnet os til en tilværelse med stort set ingen mennesker, masser af natur og stilhed. I Pitlochry overnatter vi på Craigatin House, et virkelig dejligt hotel, uden tvivl det bedste på turen. Samme aften bliver vores cykler afhentet og efter en stille og hyggelig dag i byen, tager vi toget til Edinburgh.

Sådan kommer du afsted

Vi tog rejsen til Skotland med ankomst og afrejse i Edinburgh, det er ofte muligt at få billige billetter hertil. Vi brugte Merlot tours til at hjælpe os med at bestille cykel-pakkerejsen. Vi har dog senere erfaret, at det gjorde turen en del dyrere og deres partner i Skotland havde cykler af mindre god standard. Vi kørte på almindelige cykler på en tur, der klart ville have passet bedre til mountainbikes. Der er en del bureauer der udbyder cykelture i Skotland, de findes let ved at søge på nettet.

Gode råd

1) Der er en lang række kortlagte cykelture, som den vi kørte på. De er alle godt afmærkede og for en stor del går de ad små veje og stier. 2) I Skotland kører man i venstre side, så husk at holde ekstra godt øje med trafikken. 3) På vej til vores turstart ved Loch Lomond tilbragte vi et par dage i Glasgow, et stop her kan varmt anbefales. 4) Der er gode og relativt billige togforbindelser mellem de større byer i Skotland