Oversigt

Sri Lanka rundt med hele familien

Der kommer et tidspunkt i livet, hvor man som et voksent menneske må stille sig selv spørgsmålet: Skal livet være let eller spændende? Mille og familien valgte at sælge alt, hvad de ejede, pakke børn og få ejendele i en rygsæk og rejse Jorden rundt. Det betød online skolegang, arbejde på afstand og massere eventyr

Uploaded af redaktionen

Sri LankaUdgivet for 1 år og 4 måneder siden

Af: Mille Sjøgren

Jeg har rejst Jorden rundt med mine børn på den måde flere gange, og folk spørger mig tit, om det ikke er besværligt at leve, gå i skole og arbejde på den måde? Selvfølgelig er det det, men målet i min tilværelse har heller aldrig været, at livet skal være let. Det skal være spændende. Så er besværligt bare et nødvendigt onde, som jeg gerne tager med for ikke at falde i søvn af kedsomhed i min egen eksistens.

Sidste år kørte vores familie på fire Sri Lanka rundt i en lille rød lejet tuk-tuk, som vi blandt andet tvang ind gennem en nationalpark med flere huller i den røde muddervej end i sikkerheden i Skats IT-system. Somawathiya er navnet, og det var bestemt ikke meningen, at en lille rød tuk-tuk med en vildfaren dansk familie skulle forsøge at forcere nationalparken. Det var hverken vejen eller for den sags skyld den olme elefant, som jagtede os ned af mudderstien, indstillet på. Truuut!!!, den var godt nok sur, men heldigvis var tuktuk’ens topfart trekilometer hurtigere i timen end elefantens, og så stoppede den op og råbte efter os, mens ørene blafrede i vinden som Dannebrog på dronningens fødselsdag.

Denne del af vores togt var på 130 kilometer lang i ufremkommeligt landskab, gennem afsides landsbyer og langs højrisiko srilankanske trafikårer med modkørende lastbiler i begge sider af vejens to vejbaner. Det var virkelig ubehageligt på alle tænkelige måder og desuden også møgbesværligt på en hensigtsmæssig måde at pakke to voksne, to børn, fire backspacks og et mellemstort lydstudie i et motoriseret køretøj på størrelse med en Ellert. Det var for den sags skyld heller ikke på nogen måde behageligt at tilbagelægge halvdelen af Sri Lanka med knæene presset op mod hagen, fordi en backpack tog benpladsen hele vejen op til midt på lårene. Men hvis du spørger mig, hvad jeg bedst husker fra denne ene dag af vores rejse, er det ikke alt det besværlige, men derimod den restaurant, hvor vi spiste srilankansk karry. Vi spiste med fingrene til lyden af grin fra den kødrand af lokale, som ville se de hvidhårede danskeres forsøg på at spise som dem.

Jeg husker horderne af vandbøfler, vi måtte zigzagge os igennem for at komme ud på den anden side af nationalparken. De flyttede sig ikke en millimeter, og vi kunne række ud gennem tuktuk’ens åbne sider og ae kalvene, da vi kørte forbi. Påfuglene var overalt omkring os, og mens mange havde slået halen ned, kunne andre ikke styre den hormonelle parringsbegejstring og slog den farvestrålende dusk op til skue. Jeg husker solnedgangen over rismarkerne, da vi endelig dukkede frem fra vildnæsset og fik asfalt under hjulene igen. Den var rød og større end nogen solnedgang, jeg nogensinde havde set før. Så forsvandt den ned bag de grønne strå, der strittede op fra de oversvømmede marker. De lokale var ved at tilberede aftensmad, og i luften over alle de små landsbyer, som vi kørte igennem, hang et slør af røg fra interimistiske grillarrangementer, hvor fisk, grøntsager og kylling blev stegt over gløder, der ulmede orange i mørket. Folk grinede i gaderne eller samledes på skæve plastiskstole omkring et fjernsyn med den seneste filmpremiere fra Bollywood. Da vi efter 12 timer i tuktuk kom frem til vores endemål nord for den lille landsby Trincomale, stod de lokale klar med aftensmad og bedst af alt to kolde øl med kondensdråber løbende ned af siden. Der var kakkerlakker på gulvet og flagermus i luften, men det var formentlig den bedste øl, jeg nogensinde har smagt.

Nogle måneder forinden havde vi forvildet os dybt ind i den panamanske jungle, hvor vi var stødt på en afsidesliggende husbåd, der havde kastet anker midt i et labyrintisk netværk af vandveje. Når man arbejder med lyd og er afhængig af at skulle sende store lydfiler til danske produktionsselskaber, er en afsidesliggende husbåd ikke det letteste sted at arbejde fra. Det var møgbesværligt at skulle hyre en lokal fisker til at sejle mig, Macbook og mobiltelefon ind og ud af junglen, for at jeg kunne finde signal nok på min mobil, til at jeg kunne sende lyd afsted. Det er også besværligt at skulle undervise to børn online, når der ikke er noget internet, og det er satme heller ikke let at lave interviews med verdens førende forskere, når man ikke har telefonforbindelse. Min mand er journalist, og han måtte lige som jeg hyre den lokale fisker til at sejle ham ud af junglen, så han med fødderne i floden og sin computer på knæene kunne skrive den artikel, som hans kunde i Danmark havde bestilt.

Nej, det var ikke let at drive forretning, have en velfungerende skolegang og i det hele taget praktisere en normal hverdag midt inde i den panamanske jungle. Men når du spørger mig, hvad jeg bedst husker, er det ikke alt det besværlige, men paddlesurf klokken seks om morgenen, da krokodillerne gik i seng, og de andre dyr stod på. Der var kun os og så vores paddleboards, som vi langsomt padlede rundt inde mellem de snoede vandveje med dovendyr og brøleaber i træerne over os. Jeg husker vandfaldene og sommerfuglene og det uendelige grønne omkring os. Jeg husker livet langt væk fra betonbyerne. Det var intenst overvældende og uden sammenligning. Vi boede nogle dage i en landsby med indførte, der havde mindre tøj på en Karl Mar Møller i festivaludgaven. Vores børn legede med landsbyens børn uden at ligge mærke til, at der var mere end blot én verden til forskel mellem dem. Vi spiste den samme mad fra bål. Den blev serveret på et palmeblad, og det var ikke til at sige, om det var leguan, fisk eller kylling. Risene smagte af ris. Om aften lå vi i en hængekøje med kun et myggenet mellem os og junglens intensitet. Vi drak verdensklasse rom direkte af flasken, som var vi sørøvere på en caribisk ø. I hytterne omkring os sang de indfødte godnatsange for deres børn, og den brune flod, der løb forbi landsbyen, sang godnatsang for os.

Jeg stillede mig selv spørgsmålet for længe siden: Er det et mål for mig at leve et let liv? Nej, livet behøver slet ikke været let. De største og mest unikke oplevelser findes der, hvor tingene bliver for besværlige for de fleste, der egentlig bare har det bedst, når de ligger på sofaen derhjemme, og det hele er lidt let.

Om Mille Sjøgren og familie

Mille Sjøgren, foredragsholder, voiceover i Millespeeak, eventyrer og stifter af freeliving.dk

Et community til alle os der vil noget andet end 9-17.

Gift med forfatter og videnskabsjournalist Kristian Sjøgren

Har Elva på 10 og Vigfus på 12.

Familien har siden 2012 levet i Spanien og rejst verden rundt og er fornylig kommet til Danmark, hvor de pt har base.

Følg Mille på insta @millemum eller @freeliving