Kroatien - En positiv overraskelse

Jeg hørt både gode og også dårlige ting om landet med den lange kyststrækning, og forventer på forhånd egentlig ikke den helt store oplevelse. Denne skepsis gjort til skamme, og vi ender med at tilbringe et par fantastiske uger i Kroatien.

Rejsepostens redaktion

Kroatien 222 uger siden

Af Tomas Villum

Kroatien - en positiv overraskelse

Da jeg var ung, besøgte jeg det tidligere Jugoslavien sammen med min bedste veninde Spasa som var født i Montenegro og vi tilbragte en hel sommer i hendes smukke hjemland. Turen dermed blev tilbagelagt i bil og derfor blev en lille del af Kroatien også besøgt på vejen.

Min datter og jeg har længe talt om at tage en tur til det smukke historiske land og endelig bliver det en realitet. For at være helt ærlig, så har jeg hørt både gode og desværre også en del dårlige ting om landet med den lange kyststrækning, og forventer på forhånd egentlig ikke den helt store oplevelse. Denne skepsis skal dog heldigvis vise sig ikke at holde stik, og vi ender med at tilbringe et par fantastiske uger i Kroatien hvor vi møder søde og hjælpsomme mennesker, besøger unikt smukke steder og spiser det lækreste mad.

Fantastisk mad

Vi tager til Kroatien med en forventning om at få OK mad, men ikke mere end det. Det skal vise sig at vi også på dette punkt har taget helt fejl. Maden er udsøgt, ja faktisk virkelig god, og det var ikke tågede minder fra 80’erne som spiller et puds omkring den pragtfulde vin, de producerer i landet. Der er masser af skøn fisk og skaldyr, men Italien har også sat sit præg på landet på den gode måde.

Næsten alle restauranter serverer risotto, og det er let af få lækker hjemmelavet pasta og kombineret med de rigtig gode råvarer, som man forstår at bruge i Kroatien. Kan man lide figner, så er man bestemt kommet til rette sted. Aldrig før har vi set så mange figentræer og butikkerne bugner med figner på glas i alle afskygninger.

Alt i alt så ender vi med at holde en ferie, hvor et af de store højdepunkter er maden.

Split bør ikke kun være en landingsplads

Vi har læst forskellige steder og også hørt fra andre besøgende, at Split er meget turistet og dyr. Vi har denne by som udgangspunkt for vores ferie i Kroatien og vi tager chancen og booker et hotel med 3 overnatninger som det første besøgssted på rejsen. Og vi bliver heldigvis meget positivt overraskede.

Kultur og mad i fokus

Vi er faktisk ret vilde med den smukke by med en fantastisk gammel bydel, en smuk havn, utroligt mange lækre restauranter og en placering lige ud til vandet. 

Vi bor i Guest House Leta, som ligger helt perfekt på en lille vej et stykke oppe ad skråningen mod de flotte udsigtspunkter ved det smukke park Suma.

Det lille fine overnatningssted med kun få værelser ligger stille og roligt, og vi nyder hver aften gåturen af de mange brede stentrapper, som fører ned til havnen og den gamle bydel.

Området ved havnen er meget travl og tæt besat med turister og de store restauranter der ligger med fronten mod vandet går vi i en stor bue udenom. Til gengaeld er vi vilde med den gamle bydel som ligger indenfor de meget gamle bymure. Her er det som at gå i en labyrint, med små smalle gyder med høje huse og mure omkring, masser af butikker og restauranter.

Her tilbringer vi meget tid med at spise is, gå ture og nyde atmosfæren og fornemmelsen af at være sat tilbage i tiden.

Vi har som altid checket hjemmefra hvilke restauranter vi skal spise på. Der er kun én enkelt swipser undervejs og vi vil klart fraråde at besøge den ellers godt anmeldte restaurant Villa Spiza. Det er yderst sjældent vi går fra en restaurant uden at give den en chance for at vise sit værd, men her fik vi en så ubehøvlet behandling at vi aldrig nåede til at bestille mad men ganske enkelt forlod restauraten. Se restaurant anmeldelsen her på bloggen.

Og så til topscoren madmæssigt på vores tur - Articok, Ul. bana Josipa Jelačića 19

 hvor vi endte med at spise 2 gange, noget der sker meget sjældent på vores rejser, men her måtte vi bare tilbage og lige checke den fantastiske mad og søde service endnu engang.

Vandretur med smuk udsigt

Vi havde det skønneste vejr under vores besøg i Kroatien og besluttede at gå en ”lille” tur i den smukke park, der ligger lige øst for vores hotel. Det viste sig at være en ret land men meget smuk tur og da det var en varm dag var vi ved at løbe tør for vand undervejs, så sørg endelig for at tage rigeligt med, turen kan varmt anbefales, der er fantastiske udsigtspunkt ud over vandet og byen undervejs og små klippestrande man kan tage et hvil på, når det bliver for varmt at gå.

Da vi skulle hjem havde vi endnu en eftermiddag/aften i Split. Der boede vi i den mere travle del af byen på Rooms Gold som også varmt kan anbefales. Små værelser men rigtig pænt hotel og god service.

Det smukke stille Sibenik

Vi har i guidebogen (Lonely planet rejseguide som jeg altid køber før en rejse) læst om de smukke naturparker og vandfald Kroatien byder på og da vi kun har 2 uger i alt, bliver vi enige om at tage til Sibenik, som ligger i nærheden af vandfaldet i Krka National Park.

Vi tager bussen fra Split til Sibenik, en smuk tur på ca. 5 timer langs kysten. Vi kan se på kortet at gåturen fra stationen til vores lejlighed i den gamle bydel ikke er særlig lang, så vi trækker afsted med vores kufferter. Hvad vi dog ikke har regnet med er, at gåturen gennem den gamle bydel stort set alene består af ture op og ned at trapper, over glatte sten og da vi endelig når frem i varmen, er vi lidt slidte og trænger bare til at sidde ned. Faktisk er vi blevet en smule irriterede på byen, da vi pga. alle strabadserne slet ikke har haft tid til at se os ordenligt om. Men vi er havnet i den smukkeste middelalderby, meget velbevaret og beliggenheden af vores lejlighed er uovertruffen, beliggende i et stille hjørne, så efter vi har sundet os bliver irritationen vendt til stor begejstring. 

Vi har reserveret Castrum design apartments hjemmefra på og det er tæt på at være en af de flotteste steder vi endnu har boet i NOGENSINDE. Vi befinder os i en meget gammel ejendom i en totalt og lækker istandsat lejlighed med stenvægge og højt til loftet. Badeværelse og køkken er lækkert indrettet og prisen på omkring 800 kr pr. nat er så rimelig og vidner om, at vi er i en by uden for meget turisme. 

Byen er rigtig hyggelig at gå rundt i, gode restauranter og klart et besøg værd hvis der er tid i rejseprogrammet. 

Krka National Park

Turen ud til vandfaldet kan man snildt klare på en dag og vi satser på at kunne arrangere dette fra Sibenik, når vi ankommer. Det skal dog vise sig at være mere besværligt end som så. Turistkontoret ser undrende på os, da vi ikke

har bestilt på forhånd og henviser os til turbådene i havnen. Vi finder en ledig afgang næste dag og skynder os at få reserveret pladser. Turen derud er faktisk også den bedste del af selve turen. 

Vi sejler langs kysten i en stor turistbåd, får mad og drikke undervejs og selv om det hele bærer præg af en stor gruppetur, hvilket vi normalt holder os langt fra, så er det en udemærket tur, lige indtil vi kommer til vandfaldet. 

Her er så mange mennesker ved foden af vandfaldet i området hvor bådene kommer ind, at vi nærmest går i gåsegang. Køen ved toiletterne er uendelig, og der sidder mennesker på jorden som er nedtrampet til hård ”beton” alle vegne. Heldigvis tager vi turen op til toppen af vandfaldet, hvor der er lidt mere luft og tager de byggede trægangbroer hele vejen rund om vandfaldet. Også en relativ tæt befærdet gåtur, men med lidt mere luft trods alt. For at være helt ærlig, så er en hel dagstur eller i det hele taget en tur ud til vandfaldet på ingen måde et must. Til gengæld så er vi rigtig glade for at vi tog til Sibenik, så det hele kommer til at ende godt alligevel.

Gode råd til Kroatien

·      Der er enkelte flyselskaber der flyver direkte København-Dubrovnik i sommermånederne, men prisen er meget høj ift. en tur til Split, som ligger nordpå ift. Dubrovnik. Da vi gerne vil være afsted i 2 uger og derfor skal rejse lidt rundt i landet, beslutter vi os for at bruge Split som udgangspunkt.

  • I Split boede vi hos Guesthouse Leta https://guest-house-leta-split.booked.net/ samt Rooms Gold http://house-gold.split.hotels-split-dalmatia.com/en Begge steder kan varmt anbefales
  • Vi havde booket overnatninger via booking.com. Selv om vi på forhånd havde lavet aftaler med overnatningsstederne omkring mødetid og sted, måtte vi alligevel ringe efter værten flere steder, så husk altid at have tlf.nr. kodet ind og evt. en forhåndsaftale om hvem man kontakter, hvis noget går galt. 
  • Der er kun meget få toglinjer i Kroatien men det er både let og behageligt at tage langtursbusserne som kører hyppigt og ikke er specielt dyre. Vær dog opmærksom på at turen typisk tager noget længere end der står i køreplanen så beregn mindst 1 til 2 timer ekstra på de lange ture. På de lange busture er det vigtigt at have småpenge med når der er stop ved resteplader med toiletter. Desuden sørg for at have dit pas med dig hvis der køres langs kystlinjen mod Dubrovnik, er ca. 20 min. kørsel i Bosnien Hercegovina og her skal registreres og så registreres igen når man igen kommer til Kroatien på den anden side.
  • Byerne i Kroatien er smukke, gamle og gaderne er typisk belagt med store stenflader. Disse er typisk godt slidte i en sådan grad, at de er meget glatte at gå på. Sørg derfor for at have sko og sandaler med gode såler under, da man let falder og underlaget er meget hårdt at falde på.