Jul i Kenya med Tomas Villum og Maria Montell

Dansk Jul i Mombasa. I 2016 valgte vi at holde en anderledes jul for vores famile. Efter at have været i Kenya mere end 10 gange i forbindelse med forskellige jobs, besluttede vi, at børnene endelig skulle med til det land, som betyder rigtig meget for os.

Rejsepostens redaktion

Kenya 206 uger siden

Af Tomas Villum, skuespiller og instruktør

Jul i Kenya

I 2016 valgte vi at holde en anderledes jul for vores famile. Efter at have været i Kenya mere end 10 gange i forbindelse med forskellige jobs for bla. Kildevæld, Røde Kors & Peter Larsen Kaffe, besluttede vi, at børnene endelig skulle med til det land som betyder rigtig meget for os.

Vi ville holde Jul i Kenya, nærmere bestemt i kystbyen Mombasa, som er Kenyas næst største by, kun overgået af hovedstaden Nairobi. Vores fantastiske ven Kenya Claus bor med sin søn Poul i et skønt hus i Mombasa, 10 minutters gang fra de smukkeste hvide sandstrande og 31 grader varmt krystalklart vand. Huset er stort og der er plads til fest og mange mennesker. Dette år skulle der være stor dansk juleaften i kenya med plastic juletræ og dansk julemad medbragt fra DK. Vores gode venner som også har 3 børn ville også med - så d.19. december sad vi i Turkish Airlines til Istanbul, hvor vi havde ca. 2 timers mellemlanding - og så videre til Mombasa i Kenya. Flyturen gik super fint, og allerede da vi kom ud af lufthavnen, spærrede ungerne øjnene op - og sådan sad de, hele vejen fra Lufthavnen og ind til Claus hus. De små blik skure, og folk der står samlet omkring små bål. Motorcykler med 4-5 passagerer på hver, små Toyota busser proppet med 20 personer, og en enlig beduin der lige krydser gaden med sine kameler. 

Velkommen til Mombasa! 

Da vi ankom til Claus & Pouls hus og børnene så deres 18 meter lange pool med vandrutchebane - ja så var der kun en vej. Børnene åbnede poolen og vi fik åbnet en masse kolde Tusker (Stødtænder) som er deres lokale øl. Planen var at holde traditionel Dansk jul i huset både lille juleaften, juleaften og julefrokost d. 25 December. Derefter ville vi køre 5 dage på Safari i 2 forskellige safari parker og så tilbage og holde nytårsaften hos Claus & Poul.

Mombasa på Den Kenyanske østkyst er et fantastisk område. Hver dag gik vi på stranden og badede i det fine krystal blå vand. Strandene er kridhvide og over 500 kilometer lange, med vajende palmer overalt, faktisk ligger verdens næstlængste koralrev lige ud for kysten, det længste er Great Barrier reel i Australien.

Dagen før lille juleaften tog vi på vores første dagstur. Vi skulle ud og dykke med flasker på ca. 10 meters vand. Vi kørte afsted tidligt om morgenen, tasken var pakket med solcreme, badetøj og masser af kolde øl. 

Vi kørte en times tid langs med kysten sydpå, ned til et sted der hedder Simoni, derfra sejlede dykkerbåden som skulle være vores base hele dagen. Vi havde måske sejlet i 10 minutter da vi så de første havskilpadder og lige pludselig kom delfinerne - Det er bare fantastisk og vi glædede os til at komme ud og dykke. Drengene var 12 år og skulle prøve at dykke med flasker for første gang. Dykker instruktørene ombord på dykkerbåden er jo super checkede og de tog sig godt af drengene. De fik udstyr på, alt blev checket og spændt efter, og drengene fik styr på de forskellige dykkertegn. Da instruktørerne følte at drengene var klar gik vi alle i vandet. De mindre børn som snorklede, kunne se deres store brødre forsvinde ned på 10 meter vand, sammen med Claus og Tomas. Vandet er super smukt - krystal klart og koralerne og de mange fisk har alle regnbuens farver. Vi så rokker, havskilpadder, moræner og alle mulige fisk vi ikke anede eksisterede. Efter en lille times dykning var vi tilbage på båden og vi sejlede ind til den lille ø Wasini Island hvor frokosten skulle indtages. Frokosten bestod af alt godt fra havet naturligvis og så iskolde Tusker ;-)

Fantastisk måde at tilbringe d.22 December på.

Godt trætte kom vi hjem til huset og nu skulle huset gøres klar til jul. Juletræet blev hentet i garagen og pænt taget ud af papkassen. Plastik træet var smukt grønt, men dog en anelse støvet, så det fik lige en hurtig tur med haveslangen. Julepynten blev pakket ud og guirlanderne med dannebrog blev viklet fri for knuder. 

Børnene hyggede sig mens vi voksne lavede madplaner for de næste 3 dage. Claus og jeg kørte til den lokale slagter og fik forklaret hvordan flæskestegen skulle skæres ud. En stor And fandt vi aldrig - men der blev fundet en hel del fine frosne andestykker i et special supermarked. Kartoflerne var taget med i vakuum fra Danmark, da Kenyanske kartofler ikke smager af noget. Vi havde også taget kulør med og kirsebær sauce, og vinen kom fra Sydafrika. Juleaften var vi alle i køkkenet og brun kartoflerne blev vendt i den fineste Kenyanske rørsukker, Flæskestegen som lignede den Danske - var i ovnen, æbler og svesker og alt tilbehøret fandt vi i Kenya. Til dessert fik vi ris a la mande og med Dansk kirsebær sauce og portvin. Den eneste større forskel var at vi sad udenfor under palmerne i haven og spiste shorts og klip klapper ;-)

1 st. Juledag startede vores 6 dages Safari. Vi skulle besøge de 2 Østlige safariparker i Kenya. Nemlig Tsavo West og Tsavo East. Vi startede i Tsavo West og flyttede ind på et resort der hed Kilaguni Serena Safari Lodge. Super fede værelser med den smukkeste udsigt over landskabet og Afrikas højeste bjerg Kilimanjaro i baggrunden. Hotellet er klassisk bygget op i 2 etager og nogle af værelserne havde en dør imellem hvilket er praktisk med 3 unger. Fantastisk sted og super god service. 

Tidligt om morgenen kørte vi ud og så solopgangen og alle de trætte dyr der skulle hjem fra nattens jagt. Og der var masser af dyr - vi fik set det hele på nær Næsehorn. Morgenmaden blev indtaget på terrassen, hvor man kigger ud over savannen, og dyrene kommer til vandhullet og drikker. Masser af Zebraer, giraffer og elefanter. Gnuer, dik-diks og andre hjorte typer holdt vi op med at tælle…

Om eftermiddagen var det ind i Safaribilerne igen og så ud og kigge på dyr igen. Det eneste der skal medbringes er kamera og solcreme. Øl og sodavand ligger på is i bilerne. Vores gode ven og guide Kenya Claus fortalte om alle dyrene og ungerne lyttede intenst.

Efter 3 dage med masser af god mad, gode drinks og vanvittigt mange dyr gik turen videre til Tsavo East. Her skulle vi bo på Satao Camp, som er en camp med telte. Men ikke små festival telte - 25 m2 store super lækre telte, med badeværelse og kæmpe dobbeltsenge med udsigt direkte til vandhullet. På terrassen kan man indtage en af flere daglige Gin & Tonic som alle vi har talt med, på det kraftigste anbefaler man drikker for at undgå Malaria….Og de virker, vi har ihverfald aldrig haft Malaria i de 11 år vi er kommet i Kenya ;-)

Fordelen ved at sove i telte er naturligvis - lydene fra dyrene på savannen. Man kan høre og sommetider lugte alt. Det er ret fantastisk, og flere gange vågner man om natten og kigger ud gennem myggenettet. Da vi var der var der fuld måne og elefanterne stod ved vandhullet i silhuet og drak. Vanvittig smukt syn.

Nytårsaften 

Den 30 December kørte vi tilbage til Mombasa og planlægningen af nytårsaften var allerede igang. Vi havde inviteret 15 gæster så vi blev omkring 27 ialt. Grillen blev tændt og Claus og Tomas lavede BBQ mens drengene fik lov til at styre pool baren. Klokken 12 drak vi champagne og vandrutchebanen var åben hele natten.

Det er ikke sidste gang vi holder jul i Kenya, og Safari kan man aldrig få nok af.

Kh Maria & Tomas og ungerne.