Maria Montell på Cuba

Sangerinden Maria Montell tog til Cuba for at skyde en musikvideo i mamboens hjemland. Det blev til tre fantastisk dage med musik fra alle gadehjørner, Cuba Libres og en utrolig gæstfrihed.

Rejsepostens redaktion

Cuba 208 uger siden

Af Maria Montell, sangerinde

Den 23. marts 2018 udgav jeg mit album "Soy Maria. Min mand Tomas og jeg havde altid drømt om at tage til Cuba inden landet blev “ødelagt”. Derfor tænkte vi, at her var der en chance for både at se Cuba, som har en vild historie og er et land vi har hørt så meget om hele vores liv, og samtidigt indspille en musikvideo til titelsangen på albummet Soy Maria (Jeg er Maria på spansk eller cubansk om du vil).

I mamboens hjemland

Soy Maria er en mambo, og mamboen kommer fra Cuba. BUM vi måtte afsted! En anden ting er, at jeg som musiker har hørt, mange fantastiske historier fra perkussionister, som har taget turen dertil, fordi de skulle studere, hvordan man VIRKELIG spiller på de BONGO trommer. De har nogle af de bedste musik konservatorier og universiteter I Cuba og det finder man ud af, når man er der.

Der bliver spillet musik alle steder, og der gik ikke længe, før jeg kunne ikke havde plads til flere små musikvideoer på min Iphone. Når man går i gaderne i Havanna, så er der musik på den ene bar eller restaurant efter den anden. Jeg kunne ikke få nok, og jeg måtte ind alle steder! Det kunne jo godt resultere i et par skønne Cuba Libre (Rom, cola og Lime, som cubanerne har drukket siden 1900-tallet) og så fik jeg lyst til både at danse og spille med. Meeeeeen, der er noget over det autentiske, jeg ikke rigtig kan hamle op med.

De spiller både teknisk godt og med hjerte. I sangene hører man mange, mange års undertrykkelse, og det kommer ud igennem teksterne, men også på den måde de synger, spiller og udtrykker sig på. Wow, bare det var hele turen værd.

Når nu jeg siger hele turen, så var den faktisk ikke så lang! Vi havde kun 3 overnatninger på det legendariske Hotel Nacional de Cuba. Men, det var det helt rigtige sted, at bo, når nu vi ikke skulle være i Cuba og Havana så længe. Jeg tror ikke, jeg har boet på et så legendarisk hotel før i hele mit liv.

Smukke amerikanerbiler og et majestætisk hotel

Vi ankom fra lufthavnen og langs den store allé og majestætiske indgang stod der gamle amerikanerbiler i de fedeste retrofarver. Lyseblå, lyserød, knaldrød, lysegrøn….GUL.

De stod knivskarpe, og man kan undre sig over, hvordan de kan holde dem så flotte. Det spurgte vi selvfølgelig om. Når man ejer sådan en bil, så lægger man mange timer i den. Der er jo også forretning i de gamle flotte biler.

Vi blev mødt af folk i hoteluniformer, der gerne ville hjælpe os ind. Hotellet udefra er gigantisk og ligger rigtig godt med udsigt over Vandet og Vedado distriktet. Det er bygget ligesom to græske kors. Hotellet har været udsat for en del krig og har også været bombet mange gange. Det åbnede i 1930 som The National Hotel De Cuba. I daglig tale Le National.

Vi kom ind i en kæmpe foyer og jeg følte mig meget lille og fuld af nysgerrighed. Historien rammer en lige i hovedet, og man bliver ganske ydmyg. Jeg lænede hovedet tilbage og kiggede op i de flotte lofter. Kiggede man ned, så man de flotte gulve og de åbne døre ud til den flotteste have med loungemøbler, bar og den vildeste udsigt over et oprørt hav.

På væggene i halen hænger der, portrætter af store historiske personligheder og her dem jeg lige husker - Frank Sinatra, Marlon Brando, Jimmi Carter, John Wayne, Winston Churchill, Gary Cooper, Ava Gardner, U2, Madonna, Josephine Baker, Robert Redford. HER SKULLE VI BO I 3 DØGN - what´s not to like.

Første optagedag: På tur i knaldrød bil med lokal chauffør

Næste dag fik vi travlt, fordi vi skulle nå rigtig meget på få dage, så vi fik hjælp af en kvindelig cubaner, som havde fået opgaven at hjælpe os med at finde de fede steder at filme i Havana.

Dog måtte vi stoppe hende i løbet af dagen, da hun åbenbart havde fået besked oppefra til at tage os med ind og se et kunstshow, de ville elske blev filme. Det kunne vi jo ikke bruge tid på, selvom vi fik lidt ondt af hende, da hun skulle fortælle sin boss, at vi ikke kunne bruge tid i det område.Der havde inden også været en del misforståelser, selvom vi havde holdt et lille møde inden vi skulle ud i Havana.

Men alt blev glemt, da min unge cubanske chauffør dukkede op i en knaldrød Ford Fairlane. Wow, den skulle jeg køre i med ham som chauffør, dog med Tomas og Jakob på bagsædet med hver deres kamera.Vi kørte gennem gaderne i Havanna og langs vandet, hvor vi var heldige med et kæmpe skumsprøjt lige i linsen… Vild måde, at se Cuba på fra en åben Ford med Kamera i hovedet. Vi kørte også en time væk ud til en fantastisk strand, hvor jeg skulle lave gå billeder langs vandet…. Godt vi lige nåede det også..

Jeg havde hele tiden et ønske om, at vi havde nogle af de fantastiske cubanske musikere med i min video, så vi fandt nogle, som chaufføren kendte. Vi spurgte om de kunne møde op inde på torvet midt i Havana i hvidt tøj. Vi ville filme på gaden, så vi måtte tage, hvad der kom, og improvisere det hele undervejs.Det er faktisk en af mine og Tomas gode egenskaber at improvisere undervejs. Så kan man være heldig, at der kommer lidt guld ned i hatten. Og det gælder både musik og film. Vi filmede i Havanas små gader til stor nysgerrighed fra de forbi passerende, men nogle spillede naturligt med, og det var bare en gave. Bandet var rigtig søde og lærte hurtigt teksten til Soy Maria, som jeg skulle synge på 3 sprog igen og igen. Dansk, spansk og engelsk.Shit man må jo gerne drømme ikke. Det er jo lykkedes mig en gang at ramme det der hit, som gik globalt og blev indsunget på mange sprog, så why not give et a shot?

Musikerne var super skønne og prøvede lidt at sælge ideen om, at jeg skulle spille med dem på et krydstogtskib en måned i Caribien. De viste mig fotos, de havde fået taget, og de sange de spillede og sagde at Soy Maria ville blive et kæmpe hit, og så spillede vi også den.

Efter en lang dag nød jeg mit hotel rum på Hotel Nacional. Her fik jeg lige lidt ro på inden vi spiste udenfor på hotellets restaurant, hvor der var den bedste og sødeste betjening og maden var god.

Vi fik også en Cube Libre til, mens god cubansk musik spillede i baggrunden. Det var selvfølgelig en band i levende live, der stod for musikken, med en sanger, der sang fantastisk. Jeg hørte ikke dårlig røvballe nogen steder på Cuba - Tak for det! At være på Cuba, er som at være i musik-himlen.

Sidste dag på Cuba: Pigerne i frisørsalonen, et cubansk pigeband og håbet om at komme tilbage

Sidste optagedag var i en oldschool frisørsalon, som vi havde set, der var mange af i Cuba. Vi blev kørt ud til et familiemedlem til en af pigerne, vi havde mødt undervejs i en af små frisørsaloner. Pigerne syntes det var lidt sjovt og spillede rigtig godt med uden at pille for meget ved mit hår. Det havde været en oplevelse at se på, tænker jeg. De havde til gengæld en masse sjove briller vi fik lidt skæg ud af ( Briller kan jo være sjove - altså skæg og blå briller. Det blev en kort dag, og vi byttede Instagram-profiler med hinanden, så alle kunne holde øje med, hvornår videoen blev færdig.

Den sidste aften tog vi ind til Havana og lyttede til det sejeste cubanske pigeband, som foruden at se dejlige og smukke ud spillede RØVEN UD AF BUKSERNE. Stolte, stærke, smukke og virkelig dygtige piger. Der sad jeg lidt stille på min barstol ,imens jeg lod de to gutter, jeg rejste med , få en på opleveren. Det kan ikke undgås at mærkes helt ned i mellemgulvet. Rytmen, sangen, smerten og den styrke og selvtillid, de havde. Og så var de meget sensuelle.

Der på spillestedet fik vi en lille gave inden vi tog hjem til lille Danmark, hvor radioerne måske godt kan være lidt traditionsbundne i deres musikvalg. Det er så fedt at opleve ny musik. Jeg vil gerne tilbage med mine børn, og det skal være ferie. Næste gang håber jeg at rejse rundt på Cuba, og møde endnu mere af den gæstfrihed, som jeg oplevede så meget af på mine tre dage på Cuba.