USA roadtrip-dagbog: Dag 0 - Den indledende planlægning

Martin er ny skribent på Rejseposten og fortæller her første del af sin rejsedagbog om hans roadtrip til USA. Dagbogen vil løbende vil blive uploaded til inspiration til alle, der elsker at rejse og selv søger inspiration til deres næste roadtrip, måske til USA.

Uploaded af redaktionen

USA 201 uger siden

Af Martin Madsen

Mine forældre har gjort mig ellevild med USA

Lad det være sagt med det samme! Mine forældre har gjort mig ellevild med USA. Så meget, at det stadig gør sig gældende den dag i dag.

Min arbejderbarndom i Thisted manglede ikke noget, og særligt min far har altid været vild med gamle svenske biler som Volvo og Saab. De penge, som alle de andre arbejdere i lokalområdet brugte på nye biler, brugte vi i stedet på at rejse til USA. Min far har altid været meget praktisk anlagt, og min mor tilbudsjæger, og derfor blev det muligt.

På min skole var jeg vist nok den eneste, der var en måned i USA hele fire gange i min halvfemser-barndom. I 1993 (som seks-årig), i 1995 (som otte-årig), i 1996 (som ni-årig) og sidst i 1997 (som 10-årig). Ikke fordi vi havde bedre råd end andre, men fordi mine forældre valgte at prioritere det. Det er jeg dem begge ovenud taknemmelige for, og for mig at se vil det stå som symbolet på, at de sgu egentlig gjorde det ret godt som forældre.


Vær realistisk omkring økonomien på turen

Da jeg selv landede på benene efter en mentalt turbulent ungdom og fandt den pige, jeg skal dele resten af mit liv med, begyndte jeg også så småt selv at få mod på at rejse derover igen som voksen. Charlotte, min forfatter-kæreste, delte samme lyst. Hun havde aldrig været i Amerika, men drømte om at prøve det. På det her tidspunkt i januar måned 2017 var de økonomiske muligheder dog små. Charlotte var studerende på SU og jeg selv havde godt 19.000 udbetalt hver måned som adjunkt på EUC Nordvest i Thisted, men til gengæld havde jeg en dyr lejlighed og pendlede dagligt fra Aalborg. Det var på alle måder ret upraktisk og gjorde, at jeg skulle spinke og spare for, at vi kunne komme afsted.

Jeg har altid været lidt økonomisk paranoid, og derfor vidste jeg ærlig talt ikke, hvad jeg kunne forvente af turen fra et økonomisk perspektiv. Jeg begyndte at lave den økonomisk planlægning og indsatte med hjælp fra min far nogle solide buffere, så vi for alt i verden ikke løb tør for penge derovre. Han og min mor havde i 2015 været derovre igen og kunne berette, at meget i USA var forandret i mellemtiden siden 1990’erne. Ikke desto mindre havde han dog fingeren på pulsen og kunne give os mange råd med på vejen.

Den økonomiske planlægning startede med at indføre de faste udgifter i mit lille excel-skema. Jeg vidste, at en flybillet maksimalt kunne koste 7500 kr. per person, så det var det jeg bogførte. Blev det billigere end det, så var det kun godt. Så vidste jeg, at vi skulle bestille en lejebil - jeg slog op, at det ville koste et sted mellem 5000 kr. og 7000 kr. at leje en bil i tre uger. Min hensigt var, ligesom i 1990’erne at overnatte på billige moteller, efterhånden som vi kørte rundt, og derfor kalkulerede jeg med en natlig udgift på 100 dollars - på det tidspunkt ca 600 kr. 21 nætter gange 600 kr. gav 12.600 kr. og derpå rundede jeg igen op til 13.000 kr.

Så faste udgifter var altså: Billetter (15000), lejebil (7000), overnatning (13000). Jeg anslog herpå, at entreer til seværdigheder og mad kunne gøres for 15000 kr. og dermed skulle der altså samlet ligges 50.000 kr. alt i alt. Turen skete på mit initiativ, og derfor flottede jeg mig og tilbød at betale størstedelen - det var kun fair, syntes jeg! Charlotte viste sig senere hen reelt at komme til at betale rigtig meget tilbage i form af besparelser på turen - men mere om det senere!

Udgifterne til en USA-tur kommer ret ujævnt. Billetterne betales inden turen ved bestilling og det samme gør første overnatning som myndigheder skal kende, derpå overnatning og leveomkostninger mens man er derovre og så til sidst billejen, der trækkes efter man kommer hjem igen. På det her tidspunkt i 2017 kendte jeg ikke så meget til det amerikanske flymarked som jeg gør i dag, og derfor kom vi nok til at betale lidt mere end vi har gjort sidenhen.

Jeg fandt en tur, som jeg dengang kunne acceptere både destinationsmæssigt, tryghedsmæssigt og prismæssigt. Vi skulle flyve fra Billund og til London Heathrow, og dernæst videre til Denver i Colorado. Altså ind i midten af USA. Jeg vil nu prøve at beskrive, hvad der rørte sig i mit hoved da jeg bestilte.

Afgang og utryghed

Først og fremmest var jeg ret utryg. På en af vores USA-ture i halvfemserne fik mine forældre stjålet deres pas i lufthavnen og det var tvivlsomt om vi kunne komme hjem, og året før i 2016 havde Charlotte og jeg misset et fly, fordi vi ikke tidsnok kunne finde gaten. Derfor måtte det ikke gå galt, for jeg havde ikke råd til, at det gik galt. Såre simpelt. At rejse til USA på egen hånd med Charlotte var næsten for stort til mig, og derfor vægtede jeg tryghed og komfort. Derfor valgte jeg det mest trygge flyselskab, jeg overhovedet kunne tænke på. British Airways. British Airways er kendt for søde, britiske og kvindelige hjælpeansatte i alle lufthavne, der spørger alle turister, der ser forvirrede ud, hvor de er på vej hen. Sådan et selskab havde jeg brug for at flyve med i 2017.

Destinationen var heller ikke tilfældigt valgt. Det var første gang jeg skulle køre i USA, og jeg ville ikke byde mig selv - som første ting i USA - at skulle køre rundt og New York eller Los Angeles. Derfor faldt valget på Denver. Jeg havde en ide om - og det er også sandheden om området - at jeg ret snart ville finde en vej uden for mange andre biler og for meget forvirrende skiltning, som jo findes i storbyerne. Det viste sig også at være en god ide at gøre sådan. Jeg tjekkede minutiøst tiderne ud. Når man flyver med connecting flights, altså flyver mere end en gang på rejsen, så er det vigtigt, at der er noget tid mellem flyvningerne, så man kan komme ordentlig ud af flyet, komme igennem pas-checkpoints, ekstra sikkerhedskontroller og i det hele taget ikke bliver stresset over at være i tidsbekneb. Der kan pludselig være arbejdsnedlæggelser i en lufthavn, der gør, at ting tager ekstra tid, så rettighed omhu er vigtigt her.

Afgang fra Billund var 11:10 om formiddagen og så ville vi være i London kl. 12:05 lokal tid. Derpå gik den store flyvemaskine fra London og til Denver kl. 14:40. Altså et overlay på 2 timer og 35 minutter. Det var tæt på det ideelle (mellem to og fire timer er ideelt; gerne længere, men aldrig kortere end halvanden time - og sidstnævnte er endda kun, hvis jeg kender lufthavnen på forhånd). Hjemturen var 19:30 lokal tid fra Denver. Så ville vi ramme London igen 11:30 dagen efter og slutteligt flyve mod Billund 16:20. Ud 28. juni og hjem 20 juli. 22 dage alt i alt. Prisen blev 7200 kr. per billet. Senere fandt jeg ud af, at det kan gøres billigere. Personligt har jeg senere hen - alt efter dollarkurs naturligvis - haft held med at ramme ca. 6000 kr. per billet i sommerferien. Herefter skulle jeg bestille lejebil. Hvis jeg havde vidst, hvad jeg ved i dag, eller gjort mig den umage at spørge min far til råds, så ville jeg ikke have begået den store fejl jeg gjorde.

Once in a lifetime tur til USA

Vi skulle lande i Denver ved 17:30 tiden og jeg vidste, at bagage og immigration godt kunne tage sin tid at komme igennem (vi havde hørt skrækhistorierne), og med fokus på, at vi på dette tidspunkt ville have været meget længe undervejs og uden mulighed for at sove ordentligt, så vurderede jeg, at jeg ikke havde lyst til at komme ud at køre med det samme. Så jeg bestilte lejebilen til kl. 12:00 næste dag. Det var en fejl, som jeg nok skal uddybe senere, men som i korte træk handlede om, at jeg antog, at USA var Europa. Men det er USA ikke. I dagene efter jeg havde bestilt billetter og billeje fik jeg kolde fødder.

Det handlede i korte træk om, at jeg blev ved med at kunne opstille regnestykker, der fortalte mig, at jeg ikke havde råd. På det her tidspunkt havde jeg en kassekredit på 50.000 kr. som jeg kalkulerede med et trække i bund for at finansiere turen (så galt gik det heldigvis ikke), og jeg vidste, at jeg skulle spare op i april, maj og juni for at kunne klare finansieringen, og at jeg nok skulle kæmpe resten af året for at betale kassekreditten tilbage. Jeg var åben overfor Charlotte omkring den økonomiske side af sagen og vi blev derfor også enige med hinanden om, at det nok var once in a lifetime, at vi kom til USA. Derfor skulle det nydes i fulde drag, for der gik nok længe før vi kom derover igen.

Mit ubehag skyldtes, at jeg ser mig selv som økonomisk ansvarlig, men reelt opførte mig ret lystbetonet. Sidenhen gik det op for mig, at det er fordi, at USA simpelthen bare er det jeg brænder for. Nogle køber både, og andre køber motorcykler - jeg rejser til USA. Turen gav mig økonomiske skrammer, som jeg sloges med resten af 2017, men turen gjorde også, at Charlotte og jeg efter to års parforhold kom endnu tættere på hinanden. Jeg burde nok have ventet et år med at tage turen, men jeg fortryder intet. Det var det rigtige at gøre, og turen gjorde også sidenhen, at både Charlotte og jeg var ekstramotiverede for at øge vores indtægt, så det netop ikke blev once in a lifetime. Og det blev det ikke! Det blev starten på det, der i udgangspunktet er en årlig rejse på 3-4 uger hver sommer, men som også indtil nu har budt på en Florida-tur og en 16 dages efterårstur for at minde min mor, der døde i 2019.

Alt dette håber jeg at beskrive fyldestgørende på denne rejseblog om roadtrip i USA.

Dagbogen skrives som en as-live dagbog over Martin og Charlottes USA-roadtrip i sommeren 2017.