Vi vågnede meget tidligt om morgenen på dag 3 i Cheyenne, Wyoming. Klokken var ikke mere end halv seks, og jeg skyndte mig udenfor for at nyde, at jeg nu var kommet til USA igen. Denne gang med egen kæreste og som leder af en rejse. Selvom klokken på dette tidspunkt altså kun var lidt i seks morgen, så var temperaturen allerede kravlet op omkring de 20 grader og det var vejr til shorts. Vejrudsigten meldte om 33 grader i dag, og for første gang skulle Charlotte og jeg bevæge os væk fra by-civilisationen for alvor.
Vi havde overnattet på et af de obligatoriske motelkæder, som findes overalt i USA. Days Inn, Holiday Inn, Super 8, Motel 6, Best Western og EconoLodge er bare nogle af navnene på de kæder, der findes over alt i USA. For unge roadtrippere som os går vi altid efter de billige moteller, der modsat hotellerne ikke byder på andet end det mest basale. Et hotel har gerne som lidt mere deluxe-comfort, dvs. en lille restaurant, morgenmad, måske bar og en pool. Motellerne er mere simple. Et værelse med senge, et fjernsyn, badeværelse og er man heldig også et køleskab. I USA er hotel- og motel-industrien meget stor, fordi landets massive omfang er enormt. Ved enhver motorvejsafkørsel er der i reglen 3-4 overnatningssteder, 3- 4 fastfood-restauranter og et par tankstationer. Hvis man er tilstrækkeligt langt ude på landet, så nøjes man
gerne med en af hver. Men udgangspunktet er for så vidt, at i det mest af landet er man aldrig mere end 20 minutter væk fra en af disse kæder. Prismæssigt er det naturligvis sådan, at hotellerne er dyrest i pris, kæde-motellerne kommer dernæst og nederst har man private moteller uden brand, hvor man ikke er sikker på en vis kvalitet. Denne morgen i 2017 var planen klar. Vi ville køre østpå gennem Nebraska og efter lidt tid stik nord ville vi ramme byen Scottsbluff, hernæst ville vi fortsætte ind i South Dakota, hvor vi ville besøge mindestedet for Wounded Knee-massakren i 1890. Slutteligt ville vi køre mod Hot Springs og gøre holdt for natten. Først ville vi dog lige tjekke Wyomings hovedstad Cheyenne ud. Ud fra et storby-metropol perspektiv er Cheyenne ikke noget særligt, men den rummer en charme, man ikke finder mange andre steder i USA, og som et eller andet sted gør byen til min favorithyggeby i USA. Her i starten af juli var man i fuld gang med forberedelserne til den årlige begivenhed Frontier Days, som altid fejres i slutningen af juli og som går for at være den største rodeofest i verden. Vi fandt frem til bycentrum og fandt Frontier Mall, hvor vi ville lege turister. Charlotte fandt sig en rigtig coyboy-dametæske, som havde en lomme til pung monteret på
indersiden. Vældig smart! Vi fandt senere ud af, at lommen var beregnet til skydevåben og ikke til en punge - hvor var vi dog naive! Wyoming er republikansk kerneland og den cowboy, der bryder Wyomings statsskilt, gav os et godt billede på, hvor vi var landet. Vi gik lidt i forretningerne og nød det store udvalg, selvom byen var lille med 64.000 indbyggere alt i alt. Man har tit den fornemmelse i mellemstore amerikanske midtvest-byer, at så snart man kommer udenfor byskiltet, så er der ingenting. Det er generelt svært som europæer at vurdere størrelsen på mange amerikanske byer, da deres byplanlægning er meget anderledes end i Europa. I Europa er udgangspunktet altid, at der mangler plads, og man derfor byerne presset sammen i højden, mens man særligt i Midtvesten har al den plads til rådighed, man kan drømme om, og derfor er byerne i højere grad spredt ud. En by kan derfor godt så væsentlig større end end den reelt er. Fornemmelsen af, at der intet er på den anden side af byskiltet, fik jeg bekræftet, da jeg lige så stillede trillede mod Nebraska. Skiftevis arid prærieland og gigantiske stepper med græs og spontane klippeforhøjninger i landskabet.
Nebraska
Charlotte og jeg var på dette tidspunkt begge småsyge, og hende mere end jeg. Amerikansk mad er meget forskelligt fra dansk mad, og det følte vi nu på vores krop. Det handler meget om mængder og ekstreme mængder af protein, som man let indtager, hvis ikke man er opmærksom på det. Jeg var på dette tidspunkt stor fan af Walmarts store roastbeef-sandwiches, som jeg spiste dagligt på denne tur. De store portioner og den store proteinmængde gjorde slet og ret, at vi begge fik forstoppelse den første tid i USA. Da vi nåede Scottsbluff, Nebraska måtte vi derfor ud af bilen for at få noget frisk luft, der på dette tidspunkt var ensbetydende med 33 graders varme og totalt vindstille. Det lykkedes så småt mig at få gang i systemet, men Charlotte var decideret syg, og sov derfor meget denne dag. Vi kørte videre, og jeg følte næsten, at jeg var alene afsted ude midt i Nebraskas øde vildmark. Vores mobiler havde ingen netforbindelse så langt ude på landet, men GPS’en havde hentet kortet og jeg kørte derfor blindt efter den blå streg på kortet, der ikke var loadet og derfor kun udgjorde nogle vilkårlige
firkanter. Der var heller ikke andre veje at dreje fra, så hvorfor jeg egentlig brugte GPS, ved jeg ikke. Pludselig nåede vi South Dakotas statsskilt, og den første by vi mødte var Pine Ridge. Pine Ridge er en indianer by, der ligger i det sydligste South Dakota. Det er den fattigste settlement i hele staten, og jeg følte med det samme, at jeg ikke længere var i USA. Kulturen skiftede, og det var meget, meget fattigt. Det lignede nærmest de fordomme man kunne have om Mexico eller et andet land endnu længere sydpå. Byen bestod af gamle forladte bygninger og beboelsescontainere, der ikke var af ny karakter. Jeg havde læst, at man i 1970’erne havde fået en del støtte fra South Dakotas delstats regering i form af nogle skure, og jeg kunne ikke lade være med at få tanken, at det var dem, jeg nu kørte forbi. Hvis stilstand havde en hjemstavn, så var det her. Vi kom til at holde for rødt i den lille by, og vi fornemmede, at alle kiggede på os. Det var ikke særlig trygt. Vi aftalte, at vi nok helst ikke skulle ud af bilen, og da der blev grønt kørte vi igennem byen, som på det tidspunkt var det fattigste jeg har set i hele USA.
Lidt derfra lå Wounded Knee, hvor massakren i 1890 havde fundet sted. Massakren er i USA betragtet som en åbenlys uretfærdighed begået mod indianerne, og den er derfor en væsentlig del af den dårlige samvittighed, som i mange dele af det amerikanske samfund omfatter indianerne. Vi kørte af snoede veje mod området og vi kunne se, at der kun var få kilometer tilbage før vi var der. Nu skete midlertidigt noget af det mest mystiske, jeg endnu har oplevet i mit liv. Ud fra en lille sidevej bag os kom en stor pick-up truck kørende, så den nu kørte efter os. Det var decideret mistænkeligt, fordi vi netop var i et ualmindeligt øde område, hvor alle andre biler vækker ens opmærksomhed. Vi så samtidig lidt derfra, skråt fremover, at en midaldrende kvinde kiggede ned på vejen for at sætte i hop over mod en lignende pick-up truck, som hurtigt kørte ned af en grusvej, der lidt senere vil forbinde med den vej, vi kørte på. Mystisk, og faktisk ret ubehageligt.
Vi kørte ind på den øde parkeringsplads af grus. Ved mindesmærket havde man hængt en mindeplade op, hvor regeringen havde skrevet, at her blev der 29. december begået en åbenlys uretfærdighed mod Lakota- indianerne. Bedst som vi kom ud af bilen kørte de to pick-up trucks ind på samme parkeringsplads, og jeg lod som ingenting, selvom jeg var ret betænkelig ved situationen. Heldigvis var der tale om to kvinder og et barn, så de værste alarmklokker var dog afblæst. Mens jeg stod og læste påskriften stillede den ene sig over ved siden af mig og begyndte umotiveret at fortælle mig om, hvilken stor ulykke det havde været, og hvor stor indflydelse det stadig havde den dag i dag på dem og deres familie. Jeg opfattede situationen sådan, at pointen egentlig var den, at vi som hvide gerne skulle donere nogle penge til dem som indianere, og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg fandt metoden og deres påtrængende adfærd lige dele intimiderende, truende og ynkelig. Jeg blev irriteret og gik ind i bilen, mens Charlotte gik ud og læste skiltet, hvorefter det var hende der var blevet ”overfaldet” af de fremmødte kvinder. Alt i mens kunne jeg se, at endnu en pick-up truck helt tilfældigt var dukket op i den anden ende af parkeringspladsen, heri sad en lille gruppe mænd, og
nu synes jeg ærlig talt, at det blev for meget. Charlotte gav dem en fem-dollar seddel (så vidt jeg husker), og så satte vi os ellers ind i bilen igen - og undlod at køre op til begravelsespladsen, hvor en fjerde pick-up truck, der havde været forudseende nok (hvis nu vi kom derop) holdt parat.
Vi fortsatte ud af vejen, og havde set nok af Wounded Knee. Går man i dag ind på Googles rating af Wounded Knee Memorial, så kan man se, at flere har været udsat for præcis det samme. Da jeg i Scottsbluff havde fundet noget internet havde jeg udset mig en Super 8 i Hot Springs, som vi kunne overnatte på. Prisen på nettet stod til 70 dollars. Da vi kom frem til hotellet blev prisen 108 dollars, og sådan er det med generiske priser. Det var ved at blive sent og jeg måtte æde den pris, som jeg synes var ret pebret. Charlotte, der altid har øjnene godt med sig, noterede sig, at andre kunder havde det med at få andre priser end vi, der bare svinger ind på motellet. Henad aftenen fandt hun ud af, at man angiveligt
kunne spare adskillige dollars hver dag ved at booke moteller på en app op ad dagen. Og med et frygtede jeg ikke længere for økonomien i vores tur. Charlottes snarrådighed kom til at spare os for flere tusinde kroner.
