På ski i Norge - Geilo med hele familien

Snowboard, ski og hundeslæde - én uge i Norge på hotel Dr. Holms i Geilo

Rejsepostens redaktion

Norge 207 uger siden

Af Anette Nielsen

Oslo-Bergen-toget

Mine børn og jeg ankommer til Geilo station i midt-Norge efter en flot tur med Oslo-Bergen-toget. Selvom mine børn normalt ikke er vilde med lange togture, så var denne tur op gennem det snegnistrende Norge med alle dets fjelde og skove en stor oplevelse. Noget helt andet end Danmarks bakker og marker!

Foran os venter en uges skiferie med base på det gamle Dr. Holms Hotel. Det smukke, hvide hotel blev bygget samtidig med at jernbanen mellem Oslo og Bergen blev anlagt – helt tilbage i 1909 – får jeg at vide, da jeg spørger nysgerrigt i receptionen. Dr. Holm var læge og specialist i luftvejssygdomme, og han fik den gode idé, at folk fra storbyen Kristiania (som senere blev omdøbt til Oslo) kunne komme op i fjeldene og nyde godt af den fine bjergluft dér.

Man kan stadig mærke det historiske i hotellets bygninger med de tykke træbjælker, de store pejse og de flotte træudskæringer her og der. Men værelserne er moderne, lækre og alt er gennemrenoveret.

Fun fact: Det var her i Geilo, at filmen ”Far til Fire i Sneen” fra 1954 blev indspillet. Ren hygge fra de gode, gamle dage.

Vi trænger til at komme ud på løjperne, så straks efter vi har sat taskerne på værelset, skynder vi os ud på Geilo Snow Parks. Det kribler i ungerne efter at komme ud på snowboard, og efter at have lejet udstyr, kaster vi os ud i det. Der er både erfarne snowboardere og en del nybegyndere, og tiden flyver bare afsted! Vi kunne godt være fortsat til langt ud på aftenen, for der er lys på løjperne om aftenen. Dagen slutter med pizza på en af den lille bys spisesteder, inden vi falder om i sengene og sover som sten.

Anette Nielsen

Anette Nielsen

Et trygt sted som familie

Med halvstore børn som mine (11 og 14 år) kan man sagtens overlade dem til sig selv et par timer på snowboard-området, hvis man vil. Man kan faktisk ikke blive væk på Geilo, for alle pister ender i Geilo-dalen. Desuden er der skipatruljer, som hele tiden løber rundt på ski for at sørge for, at alle er trygge. De stopper fx folk, der kører for vildt på løjperne og henviser disse Rambo-typer til de sorte løjper.

Man kan også få sine børn passet, hvis man som forældre gerne vil have et par timer for sig selv. Trollklubben er for de yngste mellem 0 og 8 år – med eller uden ski. Og er man mere til kælk end til ski, så er der rig mulighed for det. Og der er hejs til det hele, så man behøver ikke selv trampe op ad bakkerne.

I løbet af den uge, vi var der, fik vi prøvet flere af pisterne, for de findes i alle sværhedsgrader. Og heldigvis var vejret godt, så vi kunne komme ud og afsted på ski og snowboard hver eneste dag.


Anette Nielsen

Anette Nielsen

Langrend og hundeslæde

Hvis man er mest til langrend, så er der en 200 km lang langrendsløjpe ved Geilo. Det prøvede jeg, og det var ufatteligt dejligt at komme højt til fjelds. Man løber ad en fint anlagt rute, højt over trægrænsen og man kan se kilometervidt omkring. Luften er ren, klar, tør og frisk. Man skal huske solcremen, som den søde dame i receptionen mindede mig om, for når solen skinner, er det rigtig højfjeldssol, der er tale om. Jeg fik i hvert fald røde kinder og fregner efter turen. Man kan se ud over det meste af Geilodalen deroppefra, sneen på fjeldene, granerne længere nede og blå, blå himmel. Og man hører ikke meget andet end sit eget åndedræt og skienes hvislen.

Langs med ruten er der fjeldhytter, hvor man kan tage en pause og drikke en kop varm kakao og spise varme vafler, hvis man vil. Det var megahyggeligt og en chance for at få en snak med nogle af de andre gæster på Geilo.

Vi fik også prøvet noget, jeg ikke havde troet muligt andre steder end på Grønland og Alaska – nemlig en tur med hundeslæde. Hundene knokler derudaf, men de lader til at nyde det. Slædeføreren kørte os rundt ved den vildt smukke Ustedalsfjord, som ligger i bunden af Geilodalen. En naturoplevelse af de helt særlige, som jeg bestemt kan anbefale!

Anette Nielsen

Afterski altid en mulighed

Som børnefamilie havde jeg ikke planer om at gå vildt til den med alkohol og afterski. Men vi var lige ned i en af de hyggelige saloner og få en sodavand, bare for at prøve det. Er man til afterski med drinks osv, er der masser af muligheder for det. Både på Dr. Holms og flere andre steder. Der blev hygget med Irish Coffee, musik og socialt samvær, og man kunne høre mange forskellige sprog blive talt, for der kommer gæster fra hele verden her.

Spa og shopping

Hvad nu hvis man bliver træt af at stå på ski og trænger til noget indendørs sjov? Så er der rig mulighed for det også. På Dr. Holms kan man nyde et par timer i Spa´en og forkæle sig selv med massage, ansigtsbehandling osv.

Der er også en bowlingbane, hvor man kan bowle efter alle kunstens regler og bestille pomfritter og pizza. Det er sjovt, at noget så amerikansk har sneget sig ind her i alt den norske idyl, synes jeg. Men det er alle tiders mulighed, hvis vejret er dårligt eller man bare trænger til noget andet en sneen.

Mine børn havde en forrygende aften i svømmehallen, der hører til hotellet. Et helt specielt sted med flotte, blå flisemosaikker, som fik mig til at tænke på Tusind og Én Nats Eventyr. Der var selvfølgelig også en lækker sauna. Her sad jeg selv og råhyggede, mens ungerne plaskede rundt.

Hvis man har lyst til at gå i butikker, behøver man ikke mangle noget. Man kan f.eks. købe smart ski- og sportsudstyr og flot, norsk strik, modetøj og souvenirs.

Anette Nielsen

Hjem igen

Vi var alle sammen blevet brune (i ansigterne), glade og trætte i benene, da ugen var omme. Og fyldt op med frisk luft og gode minder og stor lyst til at komme igen. Det er ikke til at sige, hvad der var det bedste, men måske er det hele idyllen ved Geilo, som er det bedste. Der er vildt smuk natur, træhusene og hotellet oser af historie og traditioner og flot håndværk og så er der så meget, man kan lave. Vi pakker taskerne og traver ned til stationen for at tage toget ned til Oslo og hjem til Danmark – og vi lover hinanden, at det her skal vi gøre igen!


Anette Nielsen