Oplev Gudenåen med Tomas og Jonas

Tomas og Jonas er igen hoppet i kanoen, denne gang for at sejle ned af Danmarks længste å, nemlig tour de Gudenå. Gudenåen indbyder både til en kanotur i fred og ro for hele familien eller en kammerattur, for alle der ønsker en fælles aktiv oplevelse. Gudenåen bugter sig 160 kilometer gennem Danmarks skønneste natur, og det er nemmere, end man kunne tro, at opleve den.

Uploaded af redaktionen

Danmark 201 uger siden

Danmarks længste å indbyder til en kanotur i fred og ro for hele familien.

Gudenåen bugter sig 160 kilometer gennem Danmarks skønneste natur, og det er nemmere, end man kunne tro, at opleve den. En tur for hele familien, hvad end I er begyndere eller øvede og med rig mulighed for at dyppe tæerne undervejs.

Ved åens udspring i Tinnet Krat lidt nordvest for Tørring i Sydjylland begynder den sin rejse som en lille bæk, indtil den udmunder i Randers Fjord som en stor, bred flod. En kanotur ad denne smukke å er en fredfyldt naturoplevelse, der kan konkurrere med de helt store internationale.

Du får for få penge muligheden for at opleve hele denne forvandling fra bæk til flod.

Du kan begynde din sejltur ved Tørring, hvor åen er bred nok til kanosejlads. Det er her, flere selskaber udlejer kanoer fra, men det er også muligt at leje kanoer og kajakker fra Ry eller Silkeborg.

Det er anbefalelsesværdigt at begynde fra Tørring, da du så oplever udviklingen fra lille å til flod. På denne første del af strækningen lærer du at sejle i kanoen på en å, der bugter sig hele tiden.

I starten vil de fleste begyndere derfor ofte sejle deres kano ind i bredderne, men det er samtidig en god måde at få lært at styre en kano og få gruppen til at samarbejde på. Og når du når Silkeborgsøerne, har alle lært at ro sikkert, og her er der så bredt, at du bare kan læne dig tilbage og nyde den uendelige sø.

På selve Gudenåen er det nemt at se, hvor du skal sejle hen, for du følger bare åen. Men enkelte steder rummer turen visse udfordringer.

Der er steder, hvor kanoen skal transporteres over land på grund af opdæmninger ved Vestbirk Vandkraftværk og ved Klostermølle. Det foregår ved, at du løfter kanoen op på en lille vogn og trækker den et par hundrede meter.

Det er oftest forbløffende let, men kan enkelte steder være lidt udfordrende, da udlejningskanoerne med bagage ikke er de letteste. Turen byder også på mindre søer, hvor blæsten kan blive til modvind, og så det er vigtigt at sejle langs bredden – men her er spørgsmålet: Hvilken bred er den hurtigste vej rundt?

Undervejs sejler man under bøgeskovenes trækroner og kigger ud over engene, hvor køerne står og glor forundrede, mens man driver forbi.

Fuglene synger, solen skinner, og det eneste, man skal tage stilling til, er, hvilken af de smukke kanopladser man vil holde pause ved. Eller om man helst vil drikke kaffen drivende ned ad den rolige å.

Hvis solen skinner, er der mange idylliske steder langs åen, hvor det er lækkert at dase i vandet og se på blomster og småfisk, men sikrest er det at svømme ved en af de mange kanopladser. Der er mulighed for at fiske undervejs, hvis man erhverver sig et nationalt fisketegn og et lokalt fiskekort.

Man bestemmer selv, hvor mange dage og hvor langt man vil ro. Man kan regne med at nå 15-20 kilometer pr. dag ved fire-fem timers sejlads i et tempo, hvor alle kan nyde turen og naturen. På vejen mod endestationen er der mange overnatningsmuligheder, både adskillige campingpladser, teltpladser og bed and breakfasts, der tilbyder arrangerede ture med velsmurte madpakker til kanoturen.

Der er mulighed for både den korte endagstur, tredagsturen fra f.eks. Tørring til Ry eller den helt lange tur til Randers. Endagsturene er oplagte at begynde fra enten Ry eller Silkeborg.

Hvad end du vælger, er der garanti for en fantastisk dansk naturoplevelse.

Kanotur er for alle Du behøver ikke at tage et kursus for at ro en kano. Efter kort tid på åen har du rimeligt styr på teknikken, og du lærer af de mange små begynderfejl. Åen er i begyndelsen og på det meste af turen ikke dybere, end at du kan nå bunden, hvis uheldet skulle være ude. Kun ved søerne er der rigtigt dybt, og her bør man sejle langs bredden, hvis man er usikker.

Tag den med ro Husk at nyde naturen og det langsomme tempo. De foreslåede dagstrækninger kan sagtens nås i ro og mag selv med kaffe- og frokostpauser, så driv afsted i vandets hastighed, mens du lytter til åens klukken, fuglenes sang og vinden i håret.

Nemt og overskueligt udstyr Redningsveste og andet til kanoen udleveres af udlejeren, men husk dog regntøj for en sikkerheds skyld samt termokande, solcreme, solhatte og andet til ophold i naturen. Til mere magelig sjæle kan det anbefales at medbringe eller leje en siddepude til mange timer i kanoen.

1. Begynd rejsen med en underholdende overnatning i Fængslet i Horsens. Det er en anderledes overnatningsmulighed for hele familien. Der er også et spændende museum om livet i fængslet.

2. Besøg Sdr. Vissing, hvor der i den lille kirke udover farverige kalkmalerier kan ses to oldgamle runesten. De er begge fra før år 1000, og den ene er endda rejst af Harald Blåtands kone, Tove.

3. Fra Ry eller Silkeborg er der mulighed for at sejle med hjuldamperen Hjejlen ud på Silkeborgsøerne og besøge Himmelbjerget som en smuk afslutning på kanoturen.

En kano med plads til op til tre personer koster ca. 550 kroner for én dag. Hvis du har bestilt hjemmefra, ligger din kano klar på Gudenåens bred og venter på dig med redningsveste og paddel, når du ankommer. Kanoudlejnings-selskabet introducerer dig til åen og giver dig et glimrende kort, der viser, hvor du kan sejle, og de få områder, hvor det er forbudt at gå i land.

En arrangeret tredagestur for to personer i kano med telt koster ca. 1500 kroner, men hertil kommer prisen for overnatning ved kanopladserne langs Gudenåen, som er cirka 40-100 pr. person pr. dag. En anden mulighed er den komplette pakke med to overnatninger på bed and breakfast med aftensmad, mulighed for madpakke samt kørsel til og fra kanopladserne, hvilket kan klares for ca. 2500 kroner.

Hvis du ønsker at fiske på turen, skal du pr. dag regne med ca. 40 kroner for et fisketegn og 100 kroner for fiskekort på Gudenåen.