Oversigt

Ind i Borneos regnskove

Frodige Borneo er et absolut ”must see” for alle, der elsker at rejse. Her oplever man verdens ældste regnskov, et stensikkert varmt klima og et skatkammer af vilde og unikke dyrearter.

Rejsepostens redaktion

BorneoUdgivet for 1 år og 5 måneder siden

Af Marianne Frisenvang, Indehaver af Frisenvang og rejseentusiast

Om Borneo

Borneo er beliggende i det sydkinesiske øhav og består af 4 hovedregioner: Sarawak og Sabah som begge er malaysiske, Kalimantan som er indonesisk samt det lille og meget rige land Brunei. Borneo har en meget våd samt en lidt mindre våd årstid. Da øen er beklædt med regnskov, regner det næsten som hovedregel mindst 1 gang om dagen. Vi besøger Borneo i maj i den mere tørre periode, og er ikke generet af regnen.

Malaysia og den malaysiske del af Borneo, er multietnisk. Ud over øens oprindelige befolkning, bor her mange kinesere, indere og malaysiere. Tolerancen er stor, da man er vant til at acceptere forskelligheder, når det kommer bl.a kultur, sprog og religion. Malaysia er en tidligere engelsk koloni og dette kædet sammen med det faktum, at der er mange modersmål tilstede, gør at det fælles hovedsprog er engelsk, og derfor er det let for os europæere at være turister i landet.

Sådan kom vi dertil

Flyveturen til Borneo fra København kan tilbagelægges med minimum 2 stop undervejs. Vi tager første stop i Dubai med en overnatning på lufthavnshotel, som ligger inde i selve flyterminalen. Næste stop er Kuala Lumpur, hvor vi tilbringer et par dage, tager billeder for foden af byens ikon - Petronas twin Towers -besøger den kinesiske bydel, bliver snydt af pirattaxaerne og spiser god mad.

Det sidste lille ”hop” fra Kuala Lumpur til Kuching, Sarawaks største by er klaret på omkring 2 timer. En smuk flyvetur primært over vand, men det sidste stykke med udsigt til kysten og Borneos regnskov. Kuching er en typisk storby med butikker, hoteller, restauranter, skoler og hvad man ellers kan forvente at finde i en større by. Kuching og Sarawak er i det hele taget ofte ikke førstevalg for turister der besøger Borneo, så vi føler, at vi får en bid af det autentiske liv i byen. 

Første ekspedition i regnskoven

Efter få dage på Borneo, hvor vi har fået en autentisk bid af livet i Sarawaks hovedstad Kutching, oprinder endelig vores første tur til regnskoven. Iklædt lange bukser, vandresko, solhat, myggespray, solcreme, masser af vand og kameraer kører vi med vores guide til en lille havn ikke langt fra Kuching, hvorefter en båd transporter os ud til øen, hvor Bako National Park ligger. Efter 20 min. sejlads med fuldt drøn på den lille motorbåd lægger vi til ved en smuk strand.

Efter registrering på parkens kontor begiver vi os afsted for at udforske regnskoven. Her er smukt, meget grønt, vildt, fyldt med fuglekvidder, lægeurter, og lianer. Kun meget lidt sollys finder hul i trædækket og når ned til os i underskoven, men det betyder bestemt ikke, at her er køligt. Undervejs ser vi et vildsvin, flere forskellige slags aber og mange smukke fugle. Efter 1½ times vandring i 40 graders varme og ca. 95% luftfugtighed når vi ret svedige til en lille smuk og øde klippestrand. Det begynder at trække op til tordenvejr, så vi beslutter os for at sejle tilbage til hovedkontoret i stedet for at tage turen til fods.

Efter en meget gyngende og til tider ret utrygt tur, hvor jeg flere gange er nervøs for at vi skal kæntre, vader vi i land fra båden i nærmest ”badekar varmt vand” til op over knæene. Det lyner, tordner og vælter ned, og vi er totalt gennemblødte på under 1 min. Med vandet dryppende fra tøj og hår spiser vi frokost i øens restaurant og vender snart igen næsen mod fastlandet og hotellet.

Anden ekspedition i regnskoven: Vores møde med ”Skovmennesket”

Efter en tid, hvor vi har nydt alt det som Borneo også har at byde på, er tiden kommet til vores næste ekspedition ind i Borneos regnskove.Den foregår i den nordøstlige del af Borneo, som nås med endnu en kort flyvetur. Dette er en af turens højdepunkter, et besøg i Sepilok på et rehabiliteringsområde for de truede orangutanger. Orangutang betyder ”skovens menneske” på malaysisk, og dette er den eneste menneskeabe, der bor udenfor Afrika.

I Sepilok lever aberne frit i regnskoven, men de kan komme til et fodringsted hver dag, hvor der bliver serveret frugt og andre lækkerier. Det er denne fodring, vi er så privilegerede at få lov til at opleve. Der er ingen garanti for at se aber, og vi venter i spænding på, at der forhåbentlig dukker nogle op. Vi er heldige, fordreplatformen får i første omgang besøg af 3 aber, og lidt efter kommer én mor med den sødeste lille unge på maven.

Vi står på tilskuerplatformen ganske tæt på og ser med en klump i halsen på disse fantastiske ”artsfæller”, som vi deler 97% af vores DNA med. Ikke så mærkeligt at de fascinerer os. Helt høje af denne store oplevelse, kører vi mod Kinabatangan floden, hvor vi skal tilbringe de næste par dagen

Mødet med krokodillen og den løjerlige næseabe

Vi bliver sejlet ned ad Kinabatangan floden og ankommer til Borneo Natur Lodge. Lodgen ligger ved flodkanten midt ude i regnskoven og dyrene har fri adgang til området. Vi advares om ikke at stikke hverken hænder eller fødder i vandet, som er fyldt med krokodiller og på den første sejltur stifter vi da også bekendtskab med en enormt stor én af slagsen.

Vi sover i egen lille hytte placeret på stolper, og den første dag bliver vi holdt vågne i flere timer af en meget indtrængende gnaven lige på det sted hvor sengens hovedgære er placeret. Næste morgen fortæller områdets vagt, at han i nat så en kæmpe sølvvaran (på langt over 1 meter) gnave i stolperne til vores hytte.  

I løbet af de næste par dage er vi på 3 skønne flodsafari ture og ser så mange dyr, at det langt overgår, hvad vi på forhånd havde turdet drømme om. Vores kaptajn og guiden er fantastiske til at spotte dyr, og vi kommer helt tæt på bl.a. krokodiller og slanger, måske også lidt for tæt på, når man som jeg er en bangebuks og har det skidt med slanger. Vi oplever den meget karakteristiske næsehornsfugl, de aggressive makakaber, og Borneos meget løjerlige skabning næseaben.

Denne abe findes kun på Borneo, og vi får os et godt grin, hver gang vi passerer et træ fyldt med ”the dutchman”, som den så humoristisk kaldes af Borneos egen befolkning. Næseaben har en stor flad næse, som fylder en stor del af ansigtet. Den ellers slanke abe er forsynet med en lille ølvom, og siddende i toppen af træerne med skrævende ben, ser de nysgerrigt ned på os, når vi sejler båden ind under de træer, de sidder i. Aberne er meget menneskelige at se på og minder mildest talt om en drukkenboldt, der har siddet lidt for længe på det lokale værtshus. Næseaberne er fantastiske springere og hopper behændigt fra trætop til trætop ofte med en unge på maven, som moren blot holder om med det ene forben.

Pas på de blodsugende igler

Før afrejsen fra Danmark har vi læst om den hyppige forekomst af igler i Borneos regnskov. Vi har også ladet os fortælle, at disse små, men meget generende skabninger, ikke lader sig holde ude af hverken sko eller tøj, men alene kan holdes væk ved, at man iklæder sig såkaldte iglesokker. Vi er meget lettede, da vi på de første besøg i regnskoven får at vide, at vi ikke skal være nervøse for at møde disse ret klamme dyr. Derfor har vi under vores besøg ved floden ladet vores iglesokker ligge i kufferten, som nu befinder sig i Kota Kinabalu.

Det viser sig at være en dårlig disposition, for regnskoven langs floden viser sige alligevel at være hjemsted for rigtig mange igler. Heldigvis har hotellet gummistøvler, vi kan låne, og iklædt sådanne i overstørrelse begiver vi os med godt mod på en vandretur gennem regnskoven. Vi møder meget hurtigt de første igler. De sidder på de grønne blade i knæhøjde og venter blot på at kaste sig over os, så de kan suge sig fast og dermed starte et ”blodbad”. Iglerne bliver tiltrukket af den menneskelige varme, så i dag bliver vi enige om det må være herren, der går først.

Vi lader guiden føre an, så han kan lokke iglerne frem, hvor vi kan se dem og dermed kan gå i en bue udenom, hvilket dog til tider er svært i den meget tætte urskov. Vi klarer turen uden angreb fra blodsugere eller dvs. næsten, for da vi lettede sætter os til rette i båden efter gåturen, piller guiden en igle af min datter Lines ryg, heldigvis inden den når at suge sig rigtig fast.

Øjenkontakt med en orangutang

Efter disse 3 begivenhedsrige dage flyver vi retur til Kota Kinabalu og det 5 stjernede Sangri-La Rasa Ria Resort, som ligger nord for byen direkte ud til det Sydkinesiske hav. Hotellet er smukt beliggende med egen kæmpestor strand, er luksuøst og har en fantastisk service. Her venter os en dejlig overraskelse, da vi opdager, at vi har mulighed for endnu engang at se orangutang aber. Resortet ligger direkte op til et lille stykke regnskov, og en del af overskuddet fra hotellet er gennem mange år blevet brugt på et lille rehabiliteringscenter for forladte organgutang unger.

Området er åbent for besøg, og vi oplever derfor endnu en gang, at stå ganske tæt på disse skønne skabninger, også meget tættere på end vi har kunnet drømme om. Den ene unge abe får lyst til at hilse på og tager turen hen på tilskuer platformen. Det er et stort øjeblik, og vi kan bekræfte, at det at se ind i et par orangutang øjne, har en meget stor lighed med at se ind i et par menneskeøjne.